Fra den 1. marts kan lystfiskere i Danmark få præcise anbefalinger til, hvor de bedst kan fange havørred. Det er appen Fishbuddy, der nu lancerer en ny funktion, der bygger på avancerede dataanalyser og ekspertviden fra erfarne fiskere.
Bedre kortlægning af fiskepladser
Tidligere har Fishbuddy kortlagt fiskepladser manuelt, men med den nye algoritme bliver langt større områder dækket. Frank Sjøgreen, en af Danmarks mest erfarne lystfiskere og Fishbuddys repræsentant i Danmark, forklarer, at teknologien kombinerer viden fra nogle af Skandinaviens bedste havørredfiskere med data om bundforhold, fødegrundlag og temperatur.
– Havørredfiskeri handler om timing og at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Med Fishbuddy gør vi det nemmere end nogensinde, siger han.
Lystfiskere bidrager med data
Den nye funktion er ikke kun et redskab til at finde fisken. Appen giver også mulighed for at registrere fangster og dermed bidrage med vigtige data om havørredbestanden.
– Hver eneste fisk, der logges, hjælper os med at forstå havørredens udvikling og udbredelse. Lystfiskerne bliver en del af noget større – de bliver citizen scientists, siger Frank Sjøgreen.
Den nye funktion bliver tilgængelig for Fishbuddy-brugere i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge fra 1. marts.