Danskeren Margrethe Vestager forlod topjobbet som EU-kommissær i 2024. Kronen på hendes politiske værk i EU blev Digital Services Act, der er formet som et europæisk forsøg på at kontrollere den frie meningsdannelse i Europa. En perlerække af sanktionsmuligheder mod ikke mindst amerikanske virksomheder indenfor teknologibrancherne, skulle håndhæve kommissærernes drøm om at få bugt med holdninger, man ikke brød sig om. Alt sammen under en overordnet paraply med temaet at man skulle beskytte demokratiet mod uønskede emner.¹

Afløseren for Vestager hedder Henna Virkkunen, der har fået den grandiose titel af vicepræsident med ansvaret for ikke mindre end “Tech suverænitet, Sikkerhed og Demokrati”. Det er svært at tænke sig til en mere pompøs jobbeskrivelse for en EU-kommissær, der paradoksalt nok ikke er blevet valgt ved et demokratisk valg, men derimod alene udpeget af den finske regering og indsat via hemmelige forhandlinger mellem EU-landene og deres bureaukrater. Men det er nu sådan, at den demokratiske frihed tilsyneladende sikres bedst; ved ikke at spørge befolkningen.

Virkkunen har efter kommissionens opfattelse den helt rigtige baggrund til at udforme og sikre demokratiets ve og vel: Hun har siddet 10 år i Europa-Parlamentet (2014-2024). Langt væk fra det finske bagland, vælgerne og det demokrati, hun nu skal sikre. I en indledende erklæring, der er kommet samtidig med at den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, er blevet indsat, slår hun fast, at hun vil ikke blot vil forsvare censuren til det sidste, men fordoble antallet af EU medarbejdere på censurområdet, samt endda udvide beføjelserne til Digital Services Act:

“Med fokus på fremtiden er jeg også forpligtet til at fortsætte med vurderingen af et kodeks for god praksis om desinformation med henblik på at udstede en udtalelse og integrere denne kodeks i DSA-rammen.”

Den nye kommissærs udmeldinger står i skarp kontrast til den udvikling, der netop nu finder sted i USA, hvor de sociale medier har deres største bastion. Metas ejer, Marc Zuckerberg, slog i januar 2025 fast, at han nu vil samarbejde med Trump om at forsvare amerikanske virksomheders interesser. Dette var eksplicit møntet på EU-kommissionen og Digital Services Act. Kommissionen har forsøgt at true sig til at få en bagdørsadgang hos blandt andet X, så EU kan sidde og overvåge om der er ytringer, de ønsker skal fjernes fra den offentlige debat. Truslerne har primært haft økonomisk karakter, hvor man via Vestagers berygtede forarbejde, har tildelt milliardstore bøder til de IT virksomheder, der ikke makker ret. Under Biden-administrationen hyldede man i fællesskab censuren, som også blev praktiseret af FBI og understøttet af CIA. Derfor har offentligheden de sidste 7-10 år været udsat for en omfattende manipulation på de sociale medier, hvor man ikke mindst under Coronapandemien fjernede mange korrekte informationer under påskud af, at de var farlige. Det hæmmede den frie forskningsdebat og fik alvorlige konsekvenser for folkesundheden i verden, ifølge professor Martin Kulldorf, der har været med til at anlægge en retssag mod censurapparatet i USA. Et af de censurerede emner var spørgsmålet om nedlukningen af samfundet, og de forskere, der mente dette var en dårlig ide, blev systematisk censureret eller endda fyret².

I kølvandet på Donald Trumps valgsejr i 2016, fremkom det demokratiske parti med den forklaring på nederlaget, at det måtte skyldes indblanding fra udlandet, specifikt Rusland. Påstanden var at der på de sociale medier skulle have været omfattende desinformation. Anklagen om at Rusland på en eller anden måde står bag hemmelige påvirkningskampagner, der skulle have haft afgørende indflydelse på et valg, er aldrig blevet dokumenteret. Men både i USA og Europa, har der været stor aktivitet i embedsapparatet for at få indført censur med netop begrundelsen om russisk indblanding.

I sin tale den 21. januar 2025 nævnte den nye EU-kommissær specifikt en “russisk kampagne”, kaldt for “Doppelgänger”, som eksempel på noget farligt, man skal beskytte borgerne mod. Denne kampagne omhandlede primært en række falske nyhedssider. Men den havde stort set ingen effekt på de sociale medier. Ligesom der heller ikke er nogen beviser for, at folk har ladet sig overbevise af “falske nyheder”. Vinklen er også blevet brugt flittigt af de gamle medier i vesten, der har alliereret sig med embedsværket for at få bugt med konkurrencen fra det frie internet. Det har i mange tilfælde været en omfavnelse af begrænsninger i ytringsfriheden, hvor en stor del af disse medier mener, at de skal være smagsdommere, der afgør, hvad borgerne i de demokratiske lande må få at vide. Det er også et argument, der er brugt flittigt for at tigge penge i støtte hos politikerne, da forretningsmodellen for de gamle medier er forsvundet i takt med at læsere og seere har tilvalgt streamingtjenester og sociale medier, fremfor de gamle medier. Men historien om hvilken reel effekt de angivelse kampagner fra Rusland skulle have haft, er aldrig blevet dokumenteret:

Alligevel fastholder EU behovet for at lave betydelige indgreb mod ytringsfriheden på netop de nye medier, der de sidste årtier er blevet langt mere dominerende end de gamle medier. Det er især ytringer fra højreorienterede, der er blevet censureret, eksempelvis i USA, hvor Twitter, nu X, indtil Elon Musk opkøbte det, havde en skarp politik rettet imod det republikanske politik. Igen med argumenterne om hadtale og udenlandsk indblanding.

På trods af at denne påstand således aldrig er blevet dokumenteret, heller ikke under en årelang undersøgelse af den amerikanske kongres og FBI, fastholder mange tilhængere af censur, at der er en alvorlig trussel mod demokratierne, på grund af falsk information eller indblanding ude fra. Også i Europa har politikere i mange partier fået den opfattelse, at man skal beskytte offentligheden mod det, de kalder for falske historier. Da man samtidig med Trumps ankomst også fik Brexit, har det været en herskende overbevisning hos mange etablerede magthavere i vesten, at valgnederlagene ikke skyldes at vælgerne ønsker noget andet end den førte politik; årsagen er, at de er fejlinformerede.

Hvis dette er korrekt, hvilken dokumentation er der så for dette? Hvordan har man målt effekten hos vælgerbefolkningen? Og hvornår?

Margrethe Vestager i sin embedsperiode som kommisær, været spydspidsen for EU og den europæiske elites forsøg på at få kontrol over hvilke informationer, der er tilgængelige for offentligheden. Planen har været, at der skulle sidde smagsdommere, der kunne tage stilling til mange forskellige udsagn og informationers troværdighed, på vegne af alle borgerne. Et sindrigt program med eksterne partnere, mange finansieret af mystiske regeringsprogrammer, med baggrund i de amerikanske efterretningstjenester, fik overtaget via en aftale med blandt Facebook, hvor de sad og “fact tjekkede” udsagn. Ifølge Marc Zuckerberg hældte denne løsning til en forkert side, og millioner af opslag blev løbende fjernet på et forkert grundlag. Men dette er præcis, hvad EU med Digital Services Act ønsker at opretholde:

Sagt med andre ord; man stolede ikke på at befolkningerne selv kunne tage stilling til dette. Vestager har afvist, at der skulle være tale om begrænsninger af ytringsfriheden. I en grundlovstale i 2024 sagde hun:

– Det Grundtvig også siger, det er: ”Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet”, vi lærer. Men vi behøver ikke at lære om mere, for så længe vi lærer noget, så flytter vi os. Og når vi er villige til at flytte os, så er vi også villige til at flytte os sammen. Det Grundtvig så dengang, det er så aktuelt i dag som nogensinde. Fordi når vi fejrer, at vi har ytringsfrihed, så fejrer vi, at folk kan ytre, hvad de mener. Fordi de gerne vil bevæge andre ud fra deres egentlige, oprindelige, egen mening. Men det vi bliver udsat for igen og igen og igen det er mennesker som vil flytte os. Ikke fordi de vil have, at vi skal skifte mening for den demokratiske samtales skyld, men for at sætte skel imellem om. De vil splitte os. De vil gøre vores samfund til en kamp. Vi kan se, hvordan der bliver postet penge i det fra russisk side. Vi kan se, hvordan nogen siger, at de meget hellere vil bruge deres tid på at yppe kiv. Det er noget andet end at sige sin mening. Også, hvis man er uenig med andre og er et mindretal. Derfor, så har højskolerne og medierne en særlig rolle i disse år. En rolle i at klæde os på til at sortere i, hvad vi kan tro på. For den værste konklusion i en tid med sociale medier, og manipulation og fake news, det er at trække på skuldrene og sige: ”jeg tror ikke på noget af det”. For hvis vi holder op med at tro på noget af det, så undergraver vi det, der er den magiske ingrediens i vores samfund: tilliden til hinanden”. ³

Påstanden er således, at det på en eller anden måde skal være russiske påvirkningskampagner, man mener, man bekæmper. Men er der reelt tale om en manglende anerkendelse af retten til at have synspunkter, man ikke kan lide? Digital Services Act, der er Vestagers mesterværk, forhindrer netop enhver, ikke kun påståede russiske operationer, i at ytre sig. Samtidig er der en manglende anerkendelse af, som Zuckerberg nu siger, at censuren uundgåeligt vil ramme uskyldige, fordi systemet kan misforstå og det i praksis er umuligt at ramme rigtig hver gang. EU kommisionen er dog ikke bekymret, selvom det friske forløb med censur under covid-19 har vist, hvor grueligt galt censuren kan ende. Forskere turde ikke ytre sig, fordi de så kollegaer blevet “cancellet”. Den frie forskningsdebat blev underdrejet, til fordel for en regeringsbestemt virkelighed, der viste sig at være helt forkert på mange betydningsfulde punkter. Offentligheden kunne ikke få adgang til de oplysninger; det sørgede de demokratiske regeringer i vesten for, samtidig med, at de indførte undtagelsestilstand og udgangsforbud på ultrakort tid.

Hvad er så begrundelsen for EUs hårdnakkede kurs mod den frie deling af informationer? Ifølge Virkkunen er det “had tale” og russere. Hun begrunder censuren med især denne vagt definerede “had tale”, der de sidste 6-7 år er blevet brugt til at begrænse eksempelvis ytringer om hvor mange køn der er, eller om man kan lide forskellige serier eller film. Det har i praksis vist sig, at censuren fjerner mange opslag, der hverken kan konkluderes som værende ulovlige eller i overensstemmelse med definitioner på had; begrebet er blevet stærkt polariseret og politiseret. Men det er Virkkunens mantra:

“Dette er grunden til, at vi i denne uge vurderede og bekræftede egnetheden af adfærdskodeksen om ulovlig hadefuld tale online under DSA. Dette vil styrke reaktionen mod al ulovlig hadefuld tale på nettet, som defineret i forskellige EU- og medlemsstaternes love. Så den hadefulde tale markeret vurderes i 24 timer og fjernes, hvis det er nødvendigt”. ⁴

Tanken om at vælgerne ikke selv kan tage stilling til informationer, førte til kritik fra blandt Martin Krasnik, da EU forbød de russiske tv kanaler umiddelbart efter, at Rusland havde invaderet Ukraine i 2022. Han beskyldte herunder EU for at behandle borgerne som små børn.⁵ Indtil det amerikanske præsidentvalg i 2024 var der konsensus mellem EU og USA på censurområdet. Men allerede på sin første dag som præsident har Trump underskrevet love, der skal ændre på censurapparatet. Det er interessant, at den nye sandhedskommissær valgte at offentliggøre sin tale samme dag.

De store sociale medier har deres baggrund og hovedsæde i USA. Med den nye amerikanske regering, hvor præsident Donald Trump har truet med afgifter på import, er der lagt op til et stort opgør. Tør EU kommissærerne risikerer en økonomisk krise på grund af konflikten? Mange borgere i Europa er i forvejen hårdt ramte af inflation, tårnhøje energipriser og ustabilitet på grund af krigen i Ukraine. Selvsamme politikere risikerer at gøre deres vælgere endnu mere utilfredse, hvis deres krav om censur ender med at koste arbejdspladser og i den sidste ende velfærd. Den nyudpegede sandhedskommissær i EU står derfor overfor en usikker fremtid, hvor de kommende måneder vil vise, om USA sætter hårdt mod hårdt; eller om EU kommissærerne ender med at trække de værste agressioner mod de sociale medier ud af regulativerne.

1. Margrethe Vestager – European Commission ↩︎
2. ↩︎
3. Margrethe Vestagers grundlovstale ↩︎
4. Enforcement of the Digital Services Act ↩︎
5. Krasnik i skarpt angreb på Vestager i sag om censur: »Opfatter EUs borgere som børn« ↩︎