16.1 C
Copenhagen
søndag 13. juli 2025

Formstærk Moberg lyspunkt for FHK før nøglekamp mod GOG

0

SPORT. Han var en af de helt store profiler, da Fredericia Håndboldklub tidligere på sæsonen slog polske Wisla Plock i Champions League. William Moberg viste dengang sit internationale format som topscorer for FHK i en mindeværdig sejr. Siden da har det været mere stille omkring den svenske bagspiller – men nu begynder formkurven igen at pege i den rigtige retning.

Moberg har i en periode ikke ramt det niveau, han tidligere har vist, men de seneste slutspilskampe indikerer, at han er ved at finde tilbage. Først leverede han en solid indsats i den første slutspilskamp mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor han nettede seks gange på 11 forsøg og samtidig viste sin playmaker-evne med flere gode opsætninger af spillet.

I anden slutspilskamp mod TTH Holstebro – som FHK tabte 28-32 – var Moberg en af de få FHK-spillere, der formåede at løfte niveauet. Med syv mål på ni afslutninger og hele fire assists spillede han en central rolle og var klart den mest iøjnefaldende bagspiller på et hold, hvor ellers meget lidt fungerede.

Moberg er ikke kendt som holdets mest scorende spiller, men hans seneste præstationer vidner om en spiller, der igen tør tage ansvar og sætter både sig selv og holdkammeraterne i scene. Det er en udvikling, der glæder FHK-lejren forud for det næste store opgør i slutspillet.

Lørdag venter nemlig endnu en krævende opgave, når GOG gæster Fredericia. FHK har tidligere på sæsonen vist, at de kan slå sydfynboerne. Det skete i næstsidste runde af grundspillet, hvor FHK leverede en magtdemonstration og vandt 28-20 over et GOG-hold, der ellers sjældent bliver udspillet i den størrelsesorden.

Skal det gentage sig, kræver det dog mere end blot en stærk præstation fra William Moberg. Det bliver i høj grad et spørgsmål om kollektiv styrke og defensiv stabilitet, hvis Fredericia igen skal overraske. GOG har været svingende i foråret, men er fortsat et af ligaens mest talentfulde og rutinerede mandskaber.

Kampen mellem Fredericia Håndboldklub og GOG spilles lørdag klokken 16:00 i thansen ARENA, og meget tyder på, at William Moberg – der tidligere på sæsonen gik lidt under radaren – nu er tilbage i topform på det helt rigtige tidspunkt. En fortsættelse af de seneste præstationer kan blive afgørende, hvis FHK vil holde semifinaledrømmen i liv

Energi Fyn genvælger formandskabet

0

BUSINESS. Energi Fyns bestyrelse har på et konstituerende møde torsdag genvalgt Søren Thorsager som bestyrelsesformand og Ulrikka Brændgaard Nissen som næstformand. De to skal dermed fortsætte i spidsen for energikoncernen de næste to år.

Det oplyser Energi Fyn fredag formiddag.

Genvalget af formandskabet gælder både Energi Fyn a.m.b.a. og Energi Fyn Holding A/S. Forud for dette møde holdt Energi Fyn onsdag den 30. april sit ordinære repræsentantskabsmøde, hvor sammensætningen af den kommende bestyrelse blev fastlagt.

Her blev Marie-Louise Uglebjerg Hansen og Bjarne Toftlund genvalgt til bestyrelsen, mens Jørgen Graulund Jørgensen og Christina Elisabeth Wanscher er nye ansigter, som for første gang indtræder i bestyrelsen. De vælges alle for en periode på fire år. Line Faxøe Enghave Lauridsen og Morten Weber blev valgt som suppleanter.

Bestyrelsen for Energi Fyn a.m.b.a. består dermed af Søren Thorsager (formand), Ulrikka Brændgaard Nissen (næstformand), Louise Andersen, Marie-Louise Uglebjerg Hansen, Bjarne Toftlund, Jørgen Graulund Jørgensen og Christina Elisabeth Wanscher.

I Energi Fyn Holding A/S sidder desuden fire medarbejdervalgte repræsentanter: Kenneth Lohmann Hansen, Kenneth Christiansen, Rasmus Jensen og Mads Nørgaard Mikkelsen.

Bestyrelsesformand Søren Thorsager udtrykker stor tilfredshed med genvalget og ser frem til samarbejdet med både nye og nuværende bestyrelsesmedlemmer.

»Jeg er meget glad for, at en enig bestyrelse igen har peget på mig som bestyrelsesformand. Vi har en yderst kompetent og mangfoldig bestyrelse, som vi nu også kan byde Jørgen Graulund Jørgensen og Christina Elisabeth Wanscher velkommen til. Jeg ser meget frem til samarbejdet i bestyrelsen og til at fortsætte den fastlagte kurs og dermed fortsat sikre Energi Fyns udvikling, så vi også fremover kan være en attraktiv og økonomisk robust energikoncern til glæde og gavn for Fyn, vores andelshavere, kunder og medarbejdere,« udtaler Søren Thorsager.

Energi Fyn er en af Fyns største virksomheder og leverer blandt andet strøm og internet til tusindvis af fynske husstande og virksomheder. Bestyrelsen har som opgave at sikre en fortsat sund økonomi og udvikling af selskabet, som ejes af andelshaverne på Fyn.

Fredericia Maskinmesterskole søger erfaren el-underviser

0

JOB. Har du praktisk erfaring og faglige kompetencer inden for det el-tekniske område, og ønsker du at formidle din viden og passion videre til nye generationer? Så er Fredericia Maskinmesterskole (FMS) måske stedet for dig.

Skolen søger lige nu en timelærer, der ønsker at undervise i kortere perioder hen over året. Jobbet er især velegnet, hvis du eksempelvis netop er fratrådt arbejdsmarkedet eller ønsker en fleksibel timelønnet stilling, hvor du kan dele din viden og erfaring.

FMS søger en kandidat med en solid baggrund som eksempelvis elinstallatør, automatikfagtekniker, maskinmester eller med en tilsvarende relevant baggrund. Som timelærer får du ansvar for undervisningen på værkstedsforløbets el-kursus, og derudover har du mulighed for at undervise på forskellige el-tekniske kurser målrettet håndværkere.

Hos FMS lægger man vægt på, at du har lysten og evnen til at formidle din viden. Skolen tilbyder en grundig introduktion til jobbet og en arbejdsplads med stor fleksibilitet og en uformel omgangstone. Du bliver en del af et inspirerende miljø med gode kolleger, høj trivsel og engagerede studerende.

Fredericia Maskinmesterskole har ca. 80 medarbejdere fordelt på tre afdelinger i Fredericia, Esbjerg og Sønderborg. Maskinmesteruddannelsen er Danmarks bredeste tekniske lederuddannelse, og skolens værdier – faglighed, innovation, nærhed og engagement – afspejler sig tydeligt i hverdagen.

Er du interesseret, kan du sende en kort motiveret ansøgning med CV direkte til Prorektor Mette Thidemann på mail: mth@fms.dk. Der er tiltrædelse snarest muligt.

Hvis du ønsker yderligere informationer om jobbet som underviser, kan du kontakte studiechef Trine Duedahl på telefon 2077 4760 eller e-mail trd@fms.dk.

Læs mere om Fredericia Maskinmesterskole på www.fms.dk.

Drop pengesommerfuglene: Det kan koste konfirmanden dyrt

0

FORBRUGER. Konfirmationssæsonen er over os, og det betyder højsæson for pengegaver til landets unge. Sedlerne bliver ofte pakket kreativt ind – formet som sommerfugle, hjerter eller andre fantasifulde figurer. Men dét, der skulle være en flot overraskelse, kan ende som en besværlig hovedpine for konfirmanden.

Sådan lyder den kontante advarsel fra Sparekassen Kronjylland, som nu går ud med en klar opfordring til de kreative gavegivere.

»Der er ingen tvivl om, at foldede pengesedler i gave kan være flotte, men krøllede eller bukkede sedler kan gøre det svært for konfirmanden bagefter at sætte dem ind på sin bankkonto. Det samme gælder sedler med lim eller tape på. Sagen er, at i dag bruger de fleste en pengeautomat, når de sætter kontanter ind på deres konto, og er sedlerne for krøllede, har automaten svært ved at modtage dem,« lyder det fra kunderådgiver Tobias Frej Noesgaard.

Flere ture – større risiko

Når pengesedlerne ikke kan sættes direkte ind i automaten, betyder det nemlig, at de unge skal forbi banken flere gange. Men det er ikke det eneste problem. Der findes også et loft for, hvor meget en konfirmand kan indsætte ad gangen, forklarer rådgiveren videre:

»Hvor meget, man kan indbetale om måneden, kan variere fra bank til bank. Men for eksempel kan vores kunder indsætte op til 15.000 kroner pr. løbende 30 dage i landets KONTANTEN-automater. For mange konfirmander er det loft rigeligt, men for andre gør det, at de skal afsted ad flere omgange.«

Derfor anbefaler rådgiveren i stedet at give pengegaver via en digital løsning, som i dag er blevet både lettere og mere sikker.

»En almindelig bankoverførsel er både nem og mere sikker, da pengene bliver sat direkte ind på den unges konto. Man kan for eksempel også lave en overførsel med MobilePay, hvis konfirmanden er fyldt 13 år,« forklarer han og tilføjer:

»Der kan man stadig sende en personlig hilsen med – og man kan også tidsindstille den.«

Forældrene skal holde fingrene væk

En anden vigtig ting at være opmærksom på er, at selvom konfirmanden er ung, har forældrene ikke automatisk ret til at styre de penge, der gives i gave.

»Mange tror fejlagtigt, at forældrene har ret til at bestemme over børnenes penge. Men det har de faktisk ikke, når der er tale om gaver, som bliver givet til fri rådighed og altså uden nogen nærmere bestemmelse. Det slår Værgemålslovens § 42 fast,« forklarer Tobias Frej Noesgaard.

Han understreger dog samtidig, at det stadig er fornuftigt, at forældre rådgiver de unge lidt, så pengene ikke forsvinder på impulskøb eller ting, der ikke holder værdien.

Sådan undgår du bøvl med konfirmandens gave

  • Undgå at folde pengesedlerne, så automaten tager imod dem
  • Vær opmærksom på loftet for, hvor mange penge automaten kan modtage
  • Overvej digitale løsninger som bankoverførsel eller MobilePay
  • Husk, konfirmanden bestemmer selv over pengegaver til fri brug

Tyske fans i oprør over GOGs priser – præcis som Fredericia

0

SPORT. Der er deja-vu over reaktionerne i håndboldverdenen i disse dage. SG Flensburg-Handewitts fans rullede tirsdag bannere ud i Arena Svendborg med ordene: »300 KR BILLET – TIL DEN PRIS SKYLDER I OS TO SPILLERE MERE«. Med andre ord: Fansene følte sig flået – og det ikke for første gang.

Få måneder forinden, i april 2024, skabte netop billetpriserne i Phønix Tag Arena voldsom debat, da Fredericia Håndboldklub gæstede GOG i slutspillet. Dengang satte fanklubben HK Ultras og sponsoren Estate Peter Møller ord på utilfredsheden. Prisen for en udebillet? 250 kroner – samme tribuneplads kostede blot 175 kroner, da TMS Ringsted gæstede GOG.

»Vi synes, at dette prisniveau er helt uacceptabelt og under al kritik,« skrev HK Ultras i et opslag, som hurtigt gik viralt blandt håndboldfans i hele landet.

Sponsoren Peter Møller kvitterede ved at kompensere 100 kroner til de første 50 fans, der trods alt ville støtte holdet i GOG’s hjemmebane. »Med den prissætning ønsker GOG nærmest ikke, at der kommer udefans,« sagde Møller dengang til Fredericia AVISEN.

GOG-direktør Kasper Jørgensen slog dog fast, at fansene frit kunne blive hjemme, hvis de var utilfredse: »Jeg kan ikke forstå, hvorfor man som fan eller sponsor i Fredericia blander sig i billetpriserne hos os.«

Tirsdag aften gentog scenen sig så. Flensburg-fansene følte sig ramt på pengepungen og valgte at bruge kampen som platform for en ironisk protest. 300 kroner for en billet var ifølge dem alt for meget – især når de, til kampen mod Benfica tidligere i turneringen, kun skulle betale 100 kroner.

Situationen vækker minder i Fredericia. Her skød Fredericia-fans endda pengesedler ind på banen og medbragte et banner i hallen med ordene »Gul og grådig« – en slet skjult henvisning til GOGs farver og navn.

Og nu er debatten igen blusset op. De fynske billetpriser fortsat vækker debat, og nu er det ikke længere kun jyske fans, der brokker sig – men også tilrejsende tyskere fra en af Europas største håndboldklubber.

Tandlæger slår alarm: Patienter har ikke råd til behandling

0

SUNDHED. Flere og flere danskere går hjem fra tandlægen uden den behandling, de har brug for. Ikke fordi de ikke ønsker den, men simpelthen fordi privatøkonomien ikke kan bære prisen.

Det oplyser Tandlægeforeningen onsdag i en pressemeddelelse på baggrund af en ny undersøgelse blandt 260 tandlægeklinikker.

På landsplan oplever hele 72 procent af tandlægerne, at patienter ugentligt eller oftere siger nej til nødvendig behandling på grund af økonomien. I Region Syddanmark er tallet 69 procent.

Hos Tandlægeforeningen er formand Torben Schønwaldt dybt bekymret over udviklingen. Han kalder tallene for »stærkt bekymrende« og peger på den stigende ulighed i sundhedsvæsenet.

»Det er stærkt bekymrende, at patienter må sige nej til nødvendig tandbehandling. Tænk, hvis 70 procent af de praktiserende læger oplevede, at deres patienter vendte om i døren af økonomiske årsager. Det scenarie er utænkeligt i en dansk kontekst, hvor du ikke skal betale hos lægen. Men sidder sygdommen i munden, så skal du selv betale,« siger Torben Schønwaldt.

Risikerer alvorlige tandproblemer

Ifølge tal fra Danske Regioner og Danmarks Statistik går hver tredje dansker i forvejen ikke regelmæssigt til tandlægen, og kombineret med at flere takker nej til behandling, kan det give alvorlige konsekvenser, forklarer formanden.

– Tandsygdom og infektion i munden kan få frit løb og udvikle sig til større tandproblemer, hvis der går for lang tid mellem tandlægebesøgene. Når patienter rent faktisk dukker op, men alligevel ikke kan betale, så er der altså tale om rigtig mange mennesker, der ikke får den behandling, de har brug for, påpeger han.

Politikerne må træde til

Problemet rammer især pensionister, lavindkomstgrupper, kronisk syge og socialt udsatte hårdt, og ifølge Tandlægeforeningen er der opstået et A- og B-hold inden for dansk tandsundhed.

Derfor opfordrer Torben Schønwaldt nu politikerne til at reagere og øge tilskuddet til tandlægebesøg:

– Jeg håber, at politikerne både vil se på den samlede økonomiske ramme og på egenbetalingen i forbindelse med forhandlingerne om en ny aftale for voksentandplejen. Der er brug for et markant løft, hvis vi fortsat skal have en høj tandsundhed i Danmark, understreger formanden.

Ifølge undersøgelsen fra Tandlægeforeningen er problemet størst i Region Midtjylland, mens Region Syddanmark placerer sig tæt på landsgennemsnittet med 69 procent af tandlægerne, som jævnligt oplever, at patienterne siger nej til nødvendig behandling af økonomiske årsager.

Nej tak til privat udbyder til børn og unge!

0

Region Syddanmark har fået del i regeringens midler til at styrke indsatsen for børn og unge med psykiatriske udfordringer. Opgaven er tydelig: Vi skal nedbringe den alt for lange ventetid. Til det formål har vi modtaget et engangstilskud på 32 mio. kr., som skal anvendes i 2025. Derfor skal vi i gang med at få pengene til at gøre gavn for børn og unge, og det skal være nu.

Forvaltningen har foreslået flere konstruktive tiltag, såsom merarbejdsaftaler med det faste personale, oprettelsen af en friklinik på Grindsted Sygehus og et forsøgsprojekt med en regionsklinik til udredning af ADHD. Det er alt sammen gode forslag, som styrker vores offentlige tilbud, og som kan sættes i gang med det samme.

Men her støder vi på en udfordring: Et flertal i regionsrådet ønsker at bruge 5,5 mio. kr. på en aftale med en privat udbyder. Det er vi imod – fordi det ikke er klogt.

Erfaringen viser, at private løsninger ofte er dyrere end det offentlige alternativ. Og vi risikerer, at det er vores dygtige personale i det offentlige, som flytter til det private, og så er vi lige vidt. Samtidig kræver det tid og ressourcer at gennemføre et udbud, og inden det er afsluttet, er året måske gået. Vi risikerer dermed at bruge tiden på papirarbejde, mens børn og unge fortsat venter. Dertil kommer, at der er dokumenterede kvalitetsproblemer hos flere private aktører. Styrelsen for Patientsikkerhed har aktuelt fokus på netop dette område. Det bør vi tage alvorligt.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker ikke at spille hasard med børn og unges psykiatriske behandling. Vi ønsker høj kvalitet og flest mulige behandlinger for pengene, det mener vi, sker bedst og hurtigst ved at øge kapaciteten i vores egen psykiatri.

Ja, det er svært at rekruttere psykiatere. Men vi kan ansætte sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU’er og specialuddannede psykologer, som kan bidrage væsentligt til udredningen. De kan ikke ordinere medicin, men det er heldigvis ikke nødvendigt i alle tilfælde.

Vi må ikke lade presset for hurtige løsninger føre os ud i usikre eksperimenter med private aktører. Vi har midlerne, vi har idéerne – og vi har travlt. Børn og unge i mistrivsel skal have hjælp nu, ikke næste år. Derfor siger vi klart nej til at bruge pengene på private klinikker – og ja til konkrete, offentlige løsninger med høj faglighed og hurtig handling.

Konfirmations-sæsonen er i gang: De unge siger farvel til pengegaver – og hej til digitalkameraer og Ralph Lauren

0

FORBRUGER. Konfirmationsfesten nærmer sig, og hvis du troede, at konfirmander i 2025 bare ville have kolde kontanter, så tro om igen. En helt ny analyse af 231.204 specifikke konfirmations-ønsker fra gaveappen Ønskeskyen viser nemlig, at de unge hellere vil pakke fysiske gaver op end tælle sedler.

Det afslører Ønskeskyen i en pressemeddelelse tirsdag, hvor virksomheden giver sit bud på, hvad danske teenagere helst vil finde på gavebordet denne sæson. Og her er både klassikere og gamle retro-kendinge øverst på ønskelisten.

»Det er jo fint nok at give penge til konfirmanden, men vi vil gerne slå på tromme for, at man i stedet giver den rigtige gave. Derfor kommer vi nu med tre konkrete bud på gaver til både drenge og piger, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med,« siger Casper Ravn-Sørensen, CEO hos Ønskeskyen.

Digitalkameraer hitter stort hos pigerne

Især pigernes ønskelister gemmer på en stor overraskelse: Det klassiske digitalkamera er nemlig tilbage som et af årets allerstørste gavehits. Mere end 35.000 unge kvinder ønsker sig nu det lille kompaktkamera, som ellers toppede omkring årtusindskiftet – længe før Instagram blev opfundet.

»Digitalkameraet er virkelig blevet populært, og det er lidt overraskende. Måske handler det om, at de unge gerne vil tage billeder uden at være online hele tiden. Vi ved, at mange forsøger at skrue lidt ned for skærmtiden, og her giver det jo god mening at have et kamera, der bare er et kamera – uden notifikationer og sociale medier,« bemærker Casper Ravn-Sørensen.

Udover digitalkameraerne er beauty-produkter og smykker i høj kurs hos pigerne.

Drenge går retro med Ralph Lauren

Hos drengene er det især tøjet fra Ralph Lauren, der hitter igen. Mode fra 90’erne og 00’erne har bidt sig godt fast i de danske teenageres tøjstil, og både hættetrøjer og t-shirts fra det ikoniske amerikanske mærke topper drengenes ønskelister.

Men det er ikke kun retro-mode, drengene går efter. Apple AirPods er stadig blandt de mest populære ønsker, præcis som da Ønskeskyen ved juletid kårede dem til ‘Årets Ønske’.

»Det er sjovt at se, at nogle ting bare ikke ændrer sig. Man føler sig først rigtig gammel, når de unge ønsker sig noget, man aldrig har hørt om, og det kan i hvert fald ikke siges at være tilfældet med drengene. Det er ikke kun Ralph Lauren, der er på mode igen – generelt kan vi se, at mange af tidens trends henter inspiration fra tidligere årtier; f.eks. parfumer fra Valentino og Armani,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Her er årets største konfirmationshits 2025:

Piger:

  • Beauty-produkter
  • Digitalkameraer
  • Smykker

Drenge:

  • Ralph Lauren-tøj
  • Apple AirPods
  • Parfumer

Kilde: Pressemeddelelse fra Ønskeskyen Danmark, 15. april 2025.

Så inden du hiver kontanterne frem, kan det godt betale sig at tjekke, hvad konfirmanden egentlig ønsker sig. For gavebordet anno 2025 er alt andet end kedeligt.

Grå og kølig afslutning på påsken – men regnen tager en pause

0

VEJRET. Påsken nærmer sig sin afslutning med et roligt, men gråt vejr. Efter gårsdagens markante regnvejr over store dele af landet vågner danskerne søndag op til en køligere og mere grå påskedag.

DMI meddeler i sin seneste vejrudsigt, der gælder frem til mandag morgen, at vejret generelt bliver skyet i hele landet. Dagen starter flere steder med lidt regn eller tåge, men op ad dagen holder det stort set tørt i hele landet, og enkelte steder, især mod øst, kan solen måske kigge frem i korte perioder. Temperaturen kommer til at ligge mellem 7 og 12 grader, og vinden bliver svag til jævn, i Nordjylland stedvis frisk fra nordøst.

I nat holder det overvejende tørt, men skyerne bliver hængende, og især i den sydlige del af landet er der risiko for tæt tåge. Temperaturen falder i nat ned mellem 5 og 9 grader, mens vinden fortsat vil være svag til jævn fra forskellige retninger, dog op til frisk nordøstlig vind i Nordjylland.

Markante forskelle i regnmængder

Gårsdagens vejr gav i nogle områder et tiltrængt vandingsboost efter længere tids tørke. Mens Bornholm stort set ikke fik noget nedbør, fik den østlige del af Vendsyssel og Læsø en ordentlig omgang med op til 30 millimeter regn på et døgn.

Efter den fugtige start på weekenden går vi dog nu ind i en periode, hvor regnen igen bliver sparsom, og vi må forvente tørre dage i den kommende tid.

Mere skyet end vådt

Lavtrykket og frontzonen, der har præget weekendens regnvejr, er ved at gå i opløsning. Det betyder, at regnen gradvist aftager, men skyerne bliver hængende, og mange steder vil opleve en tåget eller diset start på søndagen.

Bornholmerne kan dog se frem til lidt opmuntring, idet solen ventes at bryde igennem skyerne i løbet af dagen. Andre steder i landet må man væbne sig med tålmodighed og finde paraplyen frem – ikke mod regn, men mod de grå skyer, der bliver ved med at hænge tungt over landet.

AVISEN ønsker alle en god afslutning på påsken, og minder om at tage en varm jakke på, hvis man planlægger udendørs aktiviteter på denne kølige og grå søndag.

Kilde: DMI

Flere danskere på folkepension – og flere unge på førtidspension

0

SAMFUND. Antallet af folkepensionister steg betydeligt fra december 2023 til december 2024, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ved udgangen af 2024 var der 1.091.300 folkepensionister bosiddende i Danmark, hvilket er en stigning på 28.500 personer sammenlignet med året før.

Samtidig var der en markant stigning i antallet af folkepensionister, der også er aktive på arbejdsmarkedet. Hele 84.200 folkepensionister arbejdede som lønmodtagere ved udgangen af 2024 – en stigning på 16.000 personer siden december 2023.

Siden juli 2022, hvor den nuværende pensionsalder blev fuldt indfaset, er antallet af folkepensionister i alt steget med 48.000.

I samme periode steg også antallet af førtidspensionister, især blandt yngre danskere. Fra januar til december 2024 voksede gruppen af førtidspensionister fra 239.000 til 245.000.

Særligt aldersgruppen under 40 år så en tydelig stigning. Antallet af unge under 40 år på førtidspension steg fra 36.600 til 39.100 i løbet af året. Set over en fireårig periode fra 2020 er antallet af førtidspensionister mellem 18 og 29 år steget med 27,8 procent – fra 10.900 til 14.000 personer. For de 30-39-årige var stigningen endnu mere markant med 37,7 procent – fra 18.300 til 25.100 personer.

Tallene viser også, at mænd udgør størstedelen af de yngre førtidspensionister. I december 2024 modtog 2,5 procent af mænd mellem 18 og 39 år førtidspension mod 2,1 procent af kvinderne i samme aldersgruppe. Dette er en stigning fra december 2021, hvor andelene var henholdsvis 2,1 procent for mænd og 1,7 procent for kvinder.

Modsat er kvinderne mere repræsenteret i de ældre aldersgrupper. Her modtog 10,6 procent af kvinderne og 8,0 procent af mændene mellem 40 og 69 år førtidspension.

Store regionale forskelle

Regionale forskelle er også markante, særligt når det gælder yngre førtidspensionister. I december 2024 var andelen af førtidspensionister blandt 18-39-årige højest i Lolland Kommune, hvor hele 7,9 procent modtog førtidspension. På anden- og tredjepladsen kom Odsherred og Bornholm Kommuner med henholdsvis 6,7 procent og 6,5 procent.

Til sammenligning lå andelen på blot 1,1 procent i hovedstadskommunerne. I øvrige storbykommuner var andelen 1,6 procent, mens provinsbykommunerne havde 2,9 procent, oplandskommunerne 3,1 procent, og landkommunerne 4,3 procent.