Klokken 18.00 går det løs, når FHK på hjemmebane tager imod GOG i et opgør, hvor der er meget på spil i kampen om en plads i DM-semifinalen. Følg med her, hvor vi liveopdaterer fra kampen.
Nøgleduel om semifinaleplads i vente for FHK
Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet ud i Christiansborgs sale og gange. Oprydningen gik hurtigt i gang, og enkelte kulisser stod tilbage som tavse vidner om, at demokratiets festdag endnu engang var blevet gennemført med præcision, alvor og en helt særlig form for højtidelig uro.
3. akt var ikke formet på forhånd. 3. akt blev bevidst og ubevidst overvejet og formet undervejs: både før, under og efter 1. akt, Iscenesættelsen, og 2. akt, Opførelsen. 3. akt er på flere måder forskellig fra 1. og 2. akt. Den væsentligste er, at 3. akt aldrig slutter, men fortsætter i en uendelig række af loops, der lukkes, og nye åbnes. Nye eftertanker vil vedblive med at dukke op, også fra 1. og 2. akt. Men samtidig er 3. akt en forlængelse og fortsættelse af 1. og 2. akt.
Men det er ofte først, når lyset dæmpes, og tæppefaldet er sket, at forestillingens egentlige betydning træder frem.
I 1. akt handlede det om iscenesættelsen: ankomsten, adgangsvejene, sikkerheden, de mange aktører, de forskellige scener og hele den særlige koreografi, som allerede før stemmeurnerne var lukket, var med til at definere aftenen.
I 2. akt handlede det om opførelsen: partiledernes ankomster, deres taler, pressens jagt, ungdomsorganisationernes jubel, de korte minutter, hvor stemninger kunne vende, og de mange forsøg på at indramme valgets udfald, før den brede offentlighed for alvor nåede at fæstne sin dom.
I denne 3. akt handler det om noget andet. Ikke om endnu en genfortælling af valgaftenens forløb, men om spørgsmålet: Hvad stod tilbage, da forestillingen var slut? Hvad fortalte valgaftenen os om tilstanden i det danske demokrati? Og hvad bør vi som borgere tage med os, når tæppet er faldet, og den egentlige politiske opgave først begynder?
Når salen tømmes
På vej ud fra Christiansborg sent på natten og ud gennem det københavnske natteliv var det ikke først og fremmest de højeste jubelråb, der stod tilbage i erindringen. Det var snarere kontrasten mellem aftenens tætte dramaturgi og den pludselige stilhed bagefter.
For få timer tidligere havde alt været i bevægelse. Pressefolk og fotografer havde positioneret sig. Sikkerhedsfolk, folketingsbetjente og embedsfolk havde holdt den praktiske koreografi stram. Politikere, partifolk, spindoktorer, tidligere ministre, ungdomsorganisationer, kommentatorer, gæster og influencere havde alle haft deres roller i en samlet forestilling, hvor selv de tilsyneladende tilfældige bevægelser ofte viste sig at være del af et større mønster.
Men når sådan en aften ebber ud, sker der noget særligt med blikket. Det bliver roligere. Mere præcist. Mindre påvirket af lyden, lyset og de mange simultane indtryk. Og netop derfor bliver det muligt at se noget, som let forsvinder midt i opførelsen: at valgaftenen ikke kun var et billede på demokratiets vitalitet, men også på dets voksende fragmentering.
Det er ikke et argument for nostalgi. Ikke et suk efter en fortid, som måske i virkeligheden heller aldrig var så samlet og gennemsigtig, som vi i dag kan bilde os ind. Men det er en konstatering af, at noget har ændret sig i det demokratiske rum. Noget i formen. Noget i rytmen. Noget i vores fælles måde at være til stede på i den samme politiske fortælling.
Et mindre fælles rum
Noget af det første, der gjorde indtryk på mig allerede i 1. akt, var, at kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at holde valgfest på Christiansborg. De øvrige 7 partier havde valgt andre steder i København. Det er der naturligvis mange praktiske og politiske forklaringer på. Men symbolsk er det ikke uden betydning.
For Christiansborg er ikke bare en bygning. Christiansborg er, på godt og ondt, det fysiske og institutionelle centrum for det danske folkestyre. Når en stadig mindre del af valgaftenens samlede politiske liv udfolder sig netop dér, siger det noget om det fælles demokratiske rum. Det bliver mindre samlet. Mindre fælles. Mindre ceremonielt forankret i det sted, der ellers burde være hele folkestyrets hus.
Aflysningen af den traditionelle partilederdebat på Borgen efter valgresultatets offentliggørelse understregede dette yderligere. Også den havde selvfølgelig sine praktiske og taktiske forklaringer, fx at partilederdebatten dagen efter i Publicistklubben blev fastholdt. Men som symbol var den vanskelig at overse. For den afsluttende partilederdebat har tidligere fungeret som et slags fælles efterritual, et sidste møde mellem de centrale aktører i samme rum, hvor valgets umiddelbare dom kunne modtages, deles og fortolkes under nogenlunde fælles betingelser.
Når dette ritual bortfalder, bliver valgaftenen i højere grad til en række adskilte forestillinger. Ikke én samlet demokratisk fest, men flere parallelle fester. Ikke én fælles eftertanke, men flere samtidige og konkurrerende fortolkninger.
Og netop det peger på noget centralt: Demokratiet lever ikke kun af stemmeafgivning og mandatfordeling. Det lever også af fælles fortolkningsrum. Af steder, situationer og ritualer, hvor vi som borgere kan opleve, at forskellige partier ganske vist er uenige, men stadig tilhører den samme overordnede politiske orden.
På valgaftenen 2026 var dette fællesrum til stede, men det virkede mindre, end traditionen tilsiger.
Et multiplum af forestillinger
Samtidig blev det tydeligt, at det fælles rum ikke blot er blevet mindre; det er også blevet mere komplekst.
Valgaftenen udspillede sig ikke alene i Fællessalen, Landstingssalen, Snapstinget, Indre Gård eller i de tilstødende gange. Den udspillede sig også på mobilskærme, i direkte tv-transmissioner, i korte videoklip, på sociale medier, i influenceres livesendinger og i et utal af små parallelle udsendelser med hver deres vinkel, rytme og publikum.
Det var med andre ord ikke kun »gammelmediernes« forestilling. Det var et multiplum af interrelaterede forestillinger. Set i lyset af Erving Goffmans dramaturgiske teori er det en væsentlig pointe. Front Stage er ikke længere én scene. Back Stage er ikke længere ét afgrænset rum. Outside er ikke længere en passiv zone, hvor de udenforstående blot betragter begivenhederne på afstand. I dag er »de udenforstående« selv aktive medproducenter af forestillingen. De filmer, deler, kommenterer, sammenligner og omfortolker i realtid.
Det har en demokratisk styrke. Flere kan komme til orde. Flere vinkler bliver synlige. Flere lag af virkeligheden slipper igennem.
Men det har også en pris. For når opmærksomheden spredes på så mange samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde et fælles blik. Vi ser ikke længere nødvendigvis det samme. Vi oplever ikke længere nødvendigvis den samme rækkefølge. Vi drager ikke nødvendigvis de samme konklusioner ud fra de samme hændelser.
Det stiller større krav til borgernes egen dømmekraft. Og det øger betydningen af det, jeg i mine tidligere samfundsanalyser har peget på som behovet for en meningsfuld fælles fortælling. For uden et sådant meningsbærende grundlag risikerer det demokratiske rum at blive opløst i enkeltstående indtryk, løsrevne stemninger og konkurrerende øjebliksbilleder.
Fortællingen efter dommen
Noget af det mest interessante ved valgaftenen var ikke blot resultaterne i sig selv og spredningen af stemmerne på de 12 indvalgte partier, men den hastighed, hvormed partilederne forsøgte at definere, hvad resultaterne skulle betyde.
Det er i sig selv ikke mærkeligt. Tværtimod. I politik begynder kampen om fortolkningen ofte i samme sekund, tallene tikker ind. Valgaftenen er derfor ikke blot en måling af vælgernes dom; den er også et intenst forsøg på at forme dommens betydning.
Her viste aftenen flere markante eksempler.
Hos Dansk Folkeparti var der en tydelig sammenhæng mellem resultat og fortælling. Den store fremgang gjorde det muligt for Morten Messerschmidt at tale ind i en reel triumf. Her passede Front Stage og de faktiske tal godt sammen. Forestillingen havde et troværdigt forhold til den målbare virkelighed.
Hos Borgernes Parti var fortællingen en anden, men lige så tydelig: outsideren, der trods hån, tvivl og modstand alligevel brød igennem. Også her var der en indre sammenhæng mellem rollen, retorikken og den oplevede sejr.
Mere komplekst blev det hos andre.
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, formulerede tilbagegangen som »en lille bitte smule« og placerede dermed partiets valgresultat i en fortælling om fortsat styrke og robusthed. Troels Lund Poulsen, Venstre, kunne med rette glæde sig over, at Venstre blev det største blå parti, men samtidig var resultatet historisk svagt for netop Venstre. Og hos Socialdemokratiet blev et af partiets dårligste valg i nyere tid (i 123 år) pakket ind i fortællingen om fortsat at være danskernes foretrukne parti.
Her er det fristende at nøjes med at tale om spin. Men det ville være for letkøbt. For i Goffmans perspektiv er dette ikke blot manipulation. Det er også et nødvendigt led i teamets opretholdelse af situationens definition. Når et parti står i medgang eller modgang, er partilederens opgave ikke alene at aflæse resultatet teknisk korrekt. Opgaven er også at holde sammen på holdet, beskytte dets værdighed, bevare dets energi og forhindre, at hele forestillingen kollapser i det øjeblik, dommen falder.
Derfor er valgaftenen fyldt med impression management. Ikke kun i overfladisk betydning, men som en grundlæggende del af den politiske praksis.
Alligevel er der en grænse. For når afstanden mellem det sagte og det sete bliver for stor, registrerer publikum det. Ikke nødvendigvis som et færdigt argument, men som en fornemmelse. Et ansigtsudtryk. En tøven. En kunstpause. En klapsalve, der lyder mere pligtmæssig end overbevist. Goffmans skelnen mellem det, der bevidst »gives«, og det, der mere ufrivilligt »gives off«, bliver her særlig vigtig. Ofte er det netop i spændingen mellem disse to niveauer, at aftenen begynder at tale sandere end de enkelte taler.
De indre dæmoner i valgaftenens spejl
I min tidligere samfundsanalyse om det »glemte« valgtema og »de indre dæmoner« forsøgte jeg at sætte ord på nogle af de underliggende kræfter, som hæmmer den demokratiske udvikling: meningsløshed, magtfuldkommenhed, mistillid, én-virkelighedstænkning og bureaukratisk tilsanding, blot for at nævne nogle.
Valgaftenen på Christiansborg gav ikke det fulde billede af disse strømninger. Men den gav glimt af dem.
For det første viste aftenen tegn på en voksende fragmentering. Når det fælles demokratiske rum bliver mindre, og den offentlige opmærksomhed spredes på stadig flere samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde en fælles fortælling om, hvad der egentlig er på spil. Det øger risikoen for meningsløshed, ikke nødvendigvis fordi der mangler budskaber, men fordi der er for mange, der peger i hver sin retning.
For det andet så vi magtens og informationsasymmetriens betydning. Adgangsvejene var bevogtede. Tidspunkter, placeringer, bevægelsesmønstre og medieadgang var nøje kontrolleret. Det er i sig selv nødvendigt og forståeligt. Men det minder os også om, at demokratiet ikke kun er åbenhed. Det er også styring, udvælgelse og selektiv synlighed.
For det tredje så vi, hvordan mistillidens mulighed hele tiden lurer lige under overfladen. Ikke som åben konflikt eller sammenbrud denne aften, men som en latent risiko. Når ord og virkelighed glider for langt fra hinanden, opstår det øjeblik, hvor borgeren begynder at tænke: Taler de til mig, eller forbi mig?
Og for det fjerde blev forestillingen om én virkelighed udfordret fra alle sider. Hvert parti havde sin egen læsning af aftenen. Hver medieplatform havde sin egen vinkel. Hver lille scene producerede sin egen udgave af det fælles øjeblik. Det er på én gang en styrke og en svaghed. En styrke, fordi virkeligheden ikke monopoliseres af én stemme. En svaghed, fordi det fælles orienteringspunkt dermed kan blive sværere at finde.
Demokratiets styrke, trods alt
Midt i disse kritiske iagttagelser er det vigtigt at holde fast i noget andet, som også stod tilbage efter valgaftenen.
Der blev, så vidt jeg ved, ikke sat spørgsmålstegn ved selve valghandlingens legitimitet. Der blev ikke talt om valgsvindel. Ikke om manipulerede stemmer. Ikke om et system, der grundlæggende havde mistet sin ret til at dømme. Det er i sig selv en demokratisk styrke.
I en tid, hvor flere demokratier omkring os kæmper med langt mere grundlæggende erosion af tillid til selve valgprocessen og demokratiet, er det ikke nogen lille ting, at den danske valgaften, trods al fragmentering, trods alle strategiske iscenesættelser og trods alle de konkurrerende fortællinger, stadig hviler på en grundlæggende accept af, at resultatet var resultatet.
Det bør vi aldrig tage for givet.
Det danske demokrati er ikke uden problemer. Men det danske demokrati er heller ikke uden modstandskraft. Og netop derfor giver det mening at insistere på den grundlæggende debat om dets videre udvikling, ikke som et opgør med folkestyret, men som et forsøg på at styrke det i en foranderlig tid, før det langsomt tømmes for fælles mening.
Fra forestilling til forpligtelse
Når jeg ser tilbage på valgaftenen 2026, er det derfor ikke konklusionen, at politik blot er teater. Det ville være en for simpel og for lidt forpligtende dom.
Et demokrati har altid haft brug for ritualer, symboler, scener og ceremonier. Det gælder også valgaftenen. Iscenesættelsen er ikke i sig selv problemet. Den er en del af den måde, et politisk fællesskab gør sig synligt for sig selv på.
Problemet opstår først, når iscenesættelsen bliver stærkere end den fælles meningsskabelse. Når forestillingen ikke længere hjælper borgeren til at forstå virkeligheden bedre, men tværtimod gør den mere uklar. Når selvfortællingerne bliver så stærke, at de skubber den fælles virkelighed til side. Når det fælles demokratiske rum bliver så fragmenteret, at vi mister oplevelsen af, at vi, trods uenigheder, stadig står i den samme overordnede fortælling.
Her vender jeg tilbage til det spor, der har løbet gennem mine seneste samfundsanalyser: At mening ikke blot er noget individuelt, men noget vi skaber og bærer i fællesskab. Viktor Frankl minder os om det personlige ansvar for retning og holdning. Karl E. Weick minder os om, at mening altid formes i samspillet mellem mennesker, handlinger og fælles fortolkninger.
Set i det lys viste valgaftenen ikke bare, hvem der vandt og tabte. Den viste også, hvor stort behovet er for en ny, mere grundlæggende demokratisk samtale om det, der ligger under mandatfordelingerne: Hvad er vores fælles fortælling? Hvad holder os sammen? Hvilken retning giver mening, ikke kun for partierne, men for samfundet?
Når tæppet falder, og lyset slukkes
Eftertanken begynder derfor for alvor først nu. Ikke fordi valgresultatet skal omgøres eller bortforklares. Ikke fordi forestillingen var falsk, og alt bag scenen nødvendigvis er mere ægte. Men fordi enhver valgaften kun er et øjeblik i et længere demokratisk forløb. Når tæppet falder, begynder arbejdet med det, der skal bære samfundet videre bagefter.
Valgaftenen 2026 viste et demokrati, der stadig har ritual, alvor og symbolsk kraft. Men den viste også et demokrati, hvis fælles rum er blevet mindre, mere fragmenteret og mere afhængigt af konkurrerende former for impression management.
Det forpligter ikke kun politikerne. Det forpligter også os som borgere.
For vores fælles opgave er ikke blot at lade os underholde, begejstre eller provokere af forestillingen. Vores opgave er at fortolke den. At spørge, hvem der efter applausen faktisk kan skabe sammenhæng, fællesskab og handling. Hvem der kan bære mere end en rolle. Hvem der kan omsætte ord til ansvar og handling. Og hvem der kan være med til at give det danske demokrati en stærkere fælles fortælling i den tid, der nu følger. Og ikke mindst hvad vi som borgere i det danske demokrati bør forpligte os til at bidrage med for at skabe et sundt og bæredygtigt demokrati, der også fremadrettet kan håndtere virkelighedens udfordringer, hvad end den må bringe.
Valgaftenen er slut. Eftertanken fortsætter. Resultatet af de igangværende regeringsforhandlinger vil forhåbentlig give os en samlet overordnet fortælling, der vil give mening for de fleste af os, også i fremtiden.
Læs også
Cecilie Liv Hansen frygter at miste sin plads i Sundhedsråd Lillebælt
REGIONALT. Det udvalgsmøde, Cecilie Liv Hansen mandag deltog i som næstformand for Sundhedsråd Lillebælt, kan blive hendes sidste. Det skriver hun selv på LinkedIn samme aften, kort før regionsrådet tirsdag tager stilling til hendes politiske fremtid i to af regionens centrale udvalg.
Cecilie Liv Hansen, der er folketingsmedlem, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem i Kolding, blev efter folketingsvalget ekskluderet af Liberal Alliance. Hun har siden fortsat som løsgænger i alle tre forsamlinger. Nu har hendes tidligere regionsrådskollega, Bettina Eriksen fra Liberal Alliance, indstillet, at Cecilie Liv Hansen afsættes som næstformand i både Sundhedsråd Lillebælt og Forretningsudvalget i Region Syddanmark.
»Det er en indstilling, jeg naturligvis ikke kan bakke op om. For på trods af, at jeg ikke længere er en del af et parti, er jeg fortsat folkevalgt, og mit mandat indgår i konstitueringen på lige fod med de øvrige 30 medlemmer af Region Syddanmark,« skriver Cecilie Liv Hansen på LinkedIn.
Hun mener, at indstillingen er udemokratisk og i strid med en intern aftale, hun og Bettina Eriksen tidligere indgik. Aftalen byggede ifølge Cecilie Liv Hansen på, at hun ved kommunalvalget i november 2025 fik knap dobbelt så mange personlige stemmer som Bettina Eriksen.
»For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg er næstformand eller ej. Men hvis der er flertal for indstillingen, vil konsekvensen være, at jeg skal forlade begge udvalg, og det er netop her, det bliver et demokratisk problem, da det i høj grad er i udvalgene, at politikudviklingen finder sted, og jeg dermed vil blive sat uden for indflydelse,« skriver hun.
Cecilie Liv Hansen finder det også bemærkelsesværdigt, at netop Bettina Eriksen står bag indstillingen.
»Eftersom hun selv valgte at beholde sin næstformandspost i Kerteminde Byråd, da hun forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance,« skriver Cecilie Liv Hansen.
Hun understreger, at hun fortsat står på mål for de politiske udmeldinger, hun er kommet med, og den politik, hun har ført, og at hun vil fortsætte med at kæmpe for den liberale ideologi og føre borgerlig politik.
Indenrigsministeriet har vurderet sagen
Indstillingen om at fratage Cecilie Liv Hansen næstformandsposterne kommer efter, at Liberal Alliance har anmodet om at få posterne tilbage. Bettina Eriksen, der efter eksklusionen er partiets eneste medlem af Region Syddanmark, oplyser ifølge TV 2 Fyn, at sagen har været forelagt Indenrigsministeriet, som har konkluderet, at regionsrådet kan afsætte næstformænd begrundet i politiske forhold.
Forvaltningen i Region Syddanmark indstiller ifølge dagsordenen for mandagens regionsrådsmøde, at det er op til regionsrådet at træffe beslutningen.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) har til DR oplyst, at hans umiddelbare holdning er, at det er Liberal Alliance, der skal sidde i forretningsudvalget. Han pegede dog på, at det er en ny mulighed i regionsloven, og at sagen først skulle drøftes i hans gruppe.
Cecilie Liv Hansen blev ved kommunalvalget i november 2025 valgt til både Region Syddanmark og Kolding Byråd. Ved folketingsvalget i marts blev hun valgt i Sydjyllands Storkreds med 2.569 personlige stemmer som Liberal Alliances stemmesluger. Få dage senere blev hun ekskluderet, fordi partiet vurderede, at hun havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen.
Hun er fortsat løsgænger i Folketinget, i Region Syddanmark og i Kolding Byråd.
Basketball-weekend i Fredericia endte med guld til Aabyhøj
SPORT. Det var Fredericia Basketball Klub, der havde værtsrollen, da Final Four Vest i U13 mesterrækken for drenge blev spillet i Hal 3 i Fredericia Idrætscenter lørdag og søndag. Fire af Vestdanmarks bedste U13-hold var med, og weekenden bød på fire kampe fordelt over to dage.
Lørdagens to semifinaler bød på kampe med høj intensitet og spilleglæde fra alle fire hold. Aabyhøj sikrede sig en plads i finalen med en sejr over Svendborg, mens Horsens i den anden semifinale vandt over Skovbakken.
Dermed var finaledeltagerne fundet, og både Svendborg og Skovbakken skulle spille om bronzen søndag.
Bronzekampen: Skovbakken kom stærkt tilbage
Bronzekampen var længe lige. Svendborg lagde stærkt ud og havde en klar føring efter første periode. Men Skovbakken kæmpede sig tilbage, vendte kampen og endte med at dominere de sidste tre perioder.
Slutresultatet blev 86-54 til Skovbakken, som dermed tog bronzemedaljerne med hjem.
Finalen: Aabyhøj satte tempoet fra start
I finalen mødtes Aabyhøj og Horsens, som begge havde spillet sig sikkert gennem semifinalerne. Begge hold kæmpede bravt og viste stærk spillermoral, men Aabyhøj var overlegne i tempo og tog føringen fra første nedkast.
Aabyhøj vandt 71-60 og kunne dermed løfte pokalen som Final Four Vest-mestre i U13-rækken.
Fyldte tribuner hele weekenden
Stemningen i Hal 3 var intens gennem hele weekenden. Mange tilskuere, forældre og bedsteforældre var mødt frem for at støtte holdene, og både Horsens’ og Skovbakkens flag var synlige oppe på tribunen under kampene.
FBBK havde som værtsklub ansvaret for den praktiske afvikling af alle fire kampe, og weekenden blev både på banen og uden for banen en af sæsonens større basketballbegivenheder i Fredericia.
To uger til Fyen Rundt: Landsholdet kører gennem Middelfart med tidligere vindere på startlisten
SPORT. Fyen Rundt har kørt uafbrudt siden 1894, og søndag den 3. maj lyder startskuddet igen i Middelfart. Eliten, motionisterne og familierne sendes ud på de fynske landeveje, og årets startliste gør det klart, at 2026-udgaven får et elitefelt, man sjældent ser på en dansk endagsklassiker.
Det danske landshold stiller til start med sportschef Michael Mørkøv i spidsen og flere af dansk cykelsports største aktuelle navne på holdkortet. Blandt dem er Carl-Frederik Bévort, der tidligere har vundet løbet og kender hver sving på ruten. Med ham kører Gustav Wang, tidligere juniorverdensmester i enkeltstart, og Alexander Salby, der har haft et forår i fuld blomstring. Salby har de seneste uger sat sit præg på asiatisk cykelsport med en etapesejr i Tour of Hainan samt både etapesejre og den samlede sejr i Tour of Thailand. Han kommer altså til Middelfart med benene i form og selvtilliden tilsvarende.
Danske kontinentalhold med egne ambitioner
Ved siden af landsholdet stiller også de danske kontinentalhold med stærke kort. Team ColoQuick har blandt andet Tobias Aagaard Hansen med, som er en af de ryttere, man skal holde særligt øje med. Aagaard Hansen har medaljer hjem fra både EM og VM i banecykling og har tidligere været på podiet i Fyen Rundt. Han kender både løbets rytme og den type afslutning, der ofte afgør dagen.
Fra Reffen CO:PLAY – Giant Store stiller tidligere vinder Lasse Norman Leth til start. Med ham i feltet og Bévort på landsholdet er det således mindst to tidligere vindere, der igen vil prøve kræfter med de fynske landeveje og vejrlaget i starten af maj.
For arrangørklubben Cykling Odense er det også en dag med hjemligt islæt. Både Tobias Aagaard Hansen, Alexander Salby og Lasse Norman Leth har tidligere kørt i klubben.
Danmarks ældste, verdens tredjeældste
Fyen Rundt er det ældste cykelløb i Danmark og det tredjeældste stadig eksisterende cykelløb i verden. Rødderne rækker helt tilbage til 1894, og løbet har dermed overlevet to verdenskrige, opfindelsen af klikpedalen og en række ændringer i, hvad professionel landevejscykling overhovedet vil sige.
Fortsat åbent for motionister
Eliten er imens kun én del af dagen. For motionsrytterne er der stadig mulighed for at tilmelde sig, og der er tre ruter at vælge mellem. Den korteste er på 74 kilometer, mellemturen på 113 kilometer, og den længste strækker sig over 177 kilometer. Alle ruter er lagt gennem det fynske landskab, hvor deltagerne selv sætter tempoet.
Undervejs er der depoter med forplejning og energiprodukter, så benene kan holdes i gang, og i mål venter der en burger fra grillen som belønning. Arrangørerne har også sørget for et børneløb, så de yngste kan få deres egen oplevelse af dagen.
Om to uger lyder startskuddet. Indtil da trænes der på holdene og indskrives på motionssiden, og Middelfart venter.
Valgaftenen 2026 – 2. akt – opførelsen
POLITIK: Overgangen mellem 1. og 2. akt i forestillingen om valgaftenen d. 24. marts 2026 var flydende. Alligevel karakteriseres 2. akt ved opførelsen af nogle helt særlige adfærdstræk og gentagende adfærdsmønstre, hvori alle involverede aktører og »skuespillere« deltager. Træk og mønstre, som rammesætter den demokratiske proces yderligere og tydeliggør festaftenens betydning for, hvilket indtryk vi som borgere, politikere og medier kommer til at stå tilbage med i den efterfølgende regeringsdannelsesperiode og tiden derefter. 2. akt handler derfor om, hvad vi observerede, hørte og bemærkede under denne del af valgaftenforestillingen. Sidst i artiklen finder du et fyldigt billedgalleri fra valgaftenen og link til 1. akt, Iscenesættelsen.
De sidste forberedelser
De sidste forberedelser bliver gjort, så ankomsten af partilederne kan foregå præcist, koordineret og gnidningsløst. Timingen mellem de mange forskellige aktører i forestillingen er vigtig. Aftalerne mellem de større medier (TV2 og DR) synes for længst afklaret, kun et kamerahold inden for passageafspærringerne, som kan følge politikerne op ad trapperne til højre og venstre til salene/lokalerne. Optagelser, som kan deles live, mens de foregår. Koordinationen mellem sikkerhedsfolkene, folketingsbetjentene og Folketingets øvrige administration synes også godt på plads.
Pressen finder sine positioner i hallerne, salene og på gangene i Christiansborg. De har tæt kontakt med kollegaerne på selve hovedtrappen uden for Borgen og de hold, der følger politikerne på vej til Borgen og får information om, hvilke politikere der er på vej hvornår. De allervigtigste politikeres vej til Christiansborg følges naturligvis live med droner, som nu for alvor har afløst de tidligere velkendte helikoptere eller efterfølgende tv-vogne.
Inden for foregår »forestillingen« i flere afsnit. Et for hver partileders ankomst. Afsnit, der er mere eller mindre identiske. Jo højere politikeren er i det politiske hierarki, jo senere ankomst, jo tættere bliver sikkerheden, afspærringerne, og jo mere intens bliver pressens jagt på det helt rigtige billede og interview. Dog med få interessante undtagelser, hvilket fremgår af det følgende.
Et stykke tid før hvert afsnit af forestillingen løber af stablen, positionerer de involverede aktører sig ud fra den anviste rute (afspærret med røde bånd) og destinationen for den enkelte partileder, partiets valgfestlokation. Kun en enkelt gang synes denne positioneringskamp at skabe en midlertidig konflikt mellem pressen og embedsfolk fra et af departementerne. Konflikten løses dog hurtigt og professionelt. Tæt omkring partilederen dannes den aftalte kortege og sikkerhedszone. Aktørerne følger præcist forestillingens drejebog og fastlagte koreografi. Og selv om det for udenforstående kan se kaotisk og turbulent ud, er der mening i den helt særlige form for koreograferet og tætte »fællesdans«, som de involverede parter interagerer med hinanden i. Det tager derfor kun få minutter fra ankomsten i Forhallen, til den enkelte partileder står klar på talerstolen ved det pågældende parti og holder sin valgtale.
Partilederne ankommer og taler
Morten Messerschmidt ankom kl. ca. 20.46 i Forhallen og blev mødt af pressen og de mange feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 20.50, til stor jubel i Dansk Folkepartis partytelt i Indre Gård, sin sejrstale med ordene: »Kære venner. Dansk Folkeparti er tilbage. Det er den største fremgang, jeg kan mindes. Og det er et kæmpe rygstød for danskerne i forhold til det projekt, som vi satte i søen i fællesskab for en 3-4 år siden, imens vi har set en regering …«
Det endelige valgresultat viser, at Dansk Folkeparti går fra 5 til 16 mandater (fra 2,6 % til 7,5 %). Det svarer til en stemmemæssig fremgang på 288,5 %, altså næsten en tredobling.
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Kenneth A. Howery, kigger forbi til et kort besøg ved kl. 22-tiden. Ambassadøren bliver bl.a. mødt af miljøminister Magnus Heunicke, Socialdemokratiet, og vises rundt på Borgen (se billedet nedenfor).
Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne ankom kl. ca. 22.13 i Forhallen og blev også mødt af feststemte partisoldater og indledte omkring kl. 22.18 sin valgtale i lokaler ved siden af Snapstinget med ordene:
»Tak for det. Tak, venner. Tak for den kæmpe, kæmpe, kæmpe indsats, I har gjort hver og enkelt. Jeg synes simpelthen, at det er fantastisk. Og det er jo rigtigt. Vi er gået en lille bitte smule tilbage, men det er altså relativt tæt på vores seneste valgresultat. Og det synes jeg er enormt flot af et så nyt parti. Så tusind tak, I har gjort det rigtig, rigtig godt.«
Det endelige valgresultat viser dog, at Danmarksdemokraterne går fra 14 til 10 mandater (8,1 % til 5,8 %). Det svarer til en stemmemæssig tilbagegang på 28,4 %.
Troels Lund Poulsen ankom i Forhallen sammen med næstformanden fra Venstre, Stephanie Lose, kl. ca. 23.55. De blev mødt med høje tilråb og jubelsang fra Venstres ungdomsorganisation, og Troels Lund Poulsen indledte omkring kl. 23.59, under fortsat jubelsang fra ungdomsorganisationen med bl.a. »han er ikke til at stoppe« og »1, 2, 3. Troels han er så lækker«, sin valgtale i Landstingssalen med ordene:
»Kære alle. Kære venstrefolk. Først og fremmest en enorm tak for den store indsats, alle venstrekandidater, alle frivillige, hele Venstres organisation har lavet i denne her valgkamp. Det vil jeg aldrig glemme. … Det har været en hård valgkamp,« og fortsatte talen.
Ambitionen om at blive det største blå parti var blevet indfriet, men valgresultatet er det dårligste nogensinde i partiet Venstres historie. En tilbagegang fra 13,3 % ved sidste folketingsvalg i 2022 til 10,1 % denne gang. Det svarer til en stemmemæssig tilbagegang på 24,1 %, fra 23 til 18 mandater (mandatmæssigt en tilbagegang på 21,7 %).
Det endelige valgresultat kommer ca. kl. 00.05 midt under Troels Lund Poulsens valgtale. Det vender jeg tilbage til i 3. akt.
Lars Boje Mathiesen ankom kl. ca. 00.17 i Forhallen. Han kom ikke ind ad den sædvanlige højre dør som de andre, men ind ad den venstre indgang forbi folketingsbetjentenes »kommandocentral« i midten. Ikke som en af de første (qua partiets størrelse), men som den næstsidste partiformand, efter Troels Lund Poulsen, men dog før statsministeren. Lars Boje blev mødt af en talstærk skare af Borgernes Partis ungdom, og han indledte sin valgtale i Snapstinget omkring kl. 00.22 med ordene:
»Hej med jer. Hold da op, jeg har fået en mikrofon (lyden er meget høj). Det er farligt. Ha ha. Klokken er blevet lidt mange, hvad? Den her. Den er til alle de unge mennesker derude. Alle de børn, som nogle gange føler, at de ikke hører til. Den er til alle dem, som nogle gange bliver mobbet derude. Den er til alle dem, der føler, at de ikke passer ind. I skal aldrig nogen sinde lade jer tryne. I skal aldrig nogen sinde lade jer mobbe. I skal aldrig nogensinde give op. Da vi startede Borgernes Parti, sagde de alle sammen, alle de kloge: ›De har ikke en chance. De kommer ikke ind‹ … og ved I hvad, jeg blev vanvittig motiveret af det. Og til alle jer kommentatorer: ›Vi er her. Borgernes Parti er i Folketinget.‹«
Undervejs i 2. akt møder vi også to af de lokale folketingskandidater fra Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, Dansk Folkeparti (ca. kl. 21.16 i Indre Gård), og Karsten Byrgesen, Borgernes Parti (kl. ca. 21.47 i Snapstinget). Vi får nogle korte, gode samtaler med dem om valgkampen og -aftenens forløb. Desværre kommer ingen af de lokale folketingskandidater ind på Tinge denne gang.
Statsministeren ankommer og taler
Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, ankom kl. ca. 00.59 i Forhallen og fortsatte hurtigt til højre op mod Fællessalen og blev mødt af en begejstret, propfyldt sal, hvor partiets ungdomsorganisation råbte: »Mette, Mette, Mette« og andre traditionelle, socialdemokratiske slagord. Kun ca. 2 min. efter ankomsten i Forhallen indledte Mette Frederiksen, omkring kl. 01.01, sin valgtale i Fællessalen med ordene:
»Kære alle sammen. Kære socialdemokrater. Og kære danskere. Folketingsvalget 2026 er slut. Danskerne har stemt. Og resultatet … jo, det ser lidt broget ud (der høres smågrinen rundt omkring i salen). I Socialdemokratiet der havde vi forventet at gå tilbage. For det er sådan set normalen, når man søger genvalg for tredje gang. Det skete for Fogh. Det skete for Nyrup. Og det skete for Schlüter. Jeg er ærgerlig over, selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at vi ikke fik flere stemmer. Jeg havde også håbet på et bedre resultat. Men der er ikke noget i dag, der kan få mig til at blive ked af, at Socialdemokratiet er blevet danskernes absolut foretrukne politiske parti.«
Det udløste stor jubel blandt de socialdemokratiske tilhørere, dvs. primært blandt ungdomsorganisationens deltagere, mens der lød trofaste klapsalver blandt de mere garvede folketingsmedlemmer og partimedlemmer. I sidstnævntes ansigtsudtryk lod valgets faktuelle tale sig dog tydeligt aflæse. Dette års valgresultat var Socialdemokratiets værste i 123 år. Ikke siden 1903, hvor procenten var nede på 20,5 %, har vælgertilslutningen været så lav som ved valget den 24. marts 2026. Tilbagegangen fra sidste valg 1. november 2022 på 5,6 procentpoint bliver dog behændigt pakket ind i en fortælling om en tilbagegang på kun 4 % i forhold til forrige valg fra 2019 (48 mandater). Reelt er det dog en procentmæssig tilbagegang på 20,4 %, altså et tab på lidt over 1/5 af partiets tidligere stemmer. Fra 27,5 % til nu 21,9 %. Et tab på 12 folketingsmandater, fra 50 (ved valget i 2022) til nu 38 mandater (mandatmæssigt en tilbagegang på 24 %).
Valgfesten er ovre – vi går alle hjem
Efter partiledernes valgtaler slutter valgfesterne hurtigt rundt omkring på Christiansborg. Valget er afgjort. Den traditionelle afslutningsdebat gennemføres som tidligere nævnt ikke denne gang. Kun hos Dansk Folkeparti og Borgernes Parti synes deres positive valgresultater at kunne give mere lyst til at fortsætte. Deadline for valgfestens afslutning var dog fastlagt af Folketingets administration til senest kl. 02.
Mange flere berigende episoder kunne der berettes om fra valgaftenen på Borgen. Det vender jeg tilbage til i 3. akt. Fraværet af de 7 andre opstillede partier har helt sikkert flyttet noget af den tidligere traditionelle valgfest på Borgen til en valgaften ude bag tv-skærmene. Selv om demokratiets festdag dermed er blevet mere fragmenteret, må vi glæde os over, at der ikke, så vidt jeg ved, var grund til og blev talt et ord om valgsvindel eller større påvirkningsforsøg fra fremmede magter.
Hermed slutter 2. akt, og 3. akt, »Eftertanker om det danske demokratiske valg«, kan begynde og kommer i 3. artikel, der afslutter miniserien om valgaftenen den 24. marts 2026.
…… fortsættes ……
Link til seneste artikel: Valgaftenen 2026 – 1. akt – Iscenesættelsen.Tryk / for at vælge en
Læs også
Banedanmark lukker hovedbanen tidligere end ventet. Det tvinger en millionregning frem til i år
TRAFIK. Det er sjældent, at et udvalg får tre fagligt uafhængige anlægssager lagt frem som én samlet indstilling. Men det er det, der sker på dagens møde i Teknisk Udvalg, hvor forvaltningen beder om at fremrykke tre projekter fra årene 2027 og 2028 til indeværende år. Det samlede beløb lyder på 16,241 mio. kr., kassevirkningen er nul, og tidsvinduet er nu.
Den sag, der trækker det hele, er Banedanmarks beslutning om at lukke hovedbanelinjen over Vestfyn ned for vedligeholdelse allerede i foråret 2027. Tidligere var det forvaltningens forventning, at nedlukningen først ville ske i 2028. Ifølge sagsfremstillingen er det sjældent, at man har et vindue for vej- og trafikanlæg, der krydser banelinjen. Derfor skal forprojektering af stibroen ved Skrillingegården i gang allerede i år.
En stibro, der binder et nyt boligområde sammen med byen
Stibroen over jernbanen ved Skrillingegården skal etablere en niveaufri stiforbindelse mellem det nye boligområde og Toften. Det er en hjørnesten i trafiksikkerheden for et område, hvor skolebørn, fritid og handel ligger på den anden side af banen.
Forvaltningen indstiller, at der afsættes 2,500 mio. kr. til forprojektering i 2026, og at det resterende beløb, 9,744 mio. kr., afsættes til selve projektudførelsen i 2027. Tilsvarende reduceres det oprindeligt afsatte beløb i 2028 med 12,244 mio. kr.
Banestien kan færdiggøres hurtigere end ventet
Samtidig fremrykkes 11,000 mio. kr. fra puljen til cykel- og vandrestier. Det er ifølge sagsfremstillingen lykkedes at gennemføre en stor del af banestien Vejlby-Asperup hurtigere end forudsat. Den sidste del forventes etableret i 2027. Med dén etape falder det sidste manglende stykke på plads, og man kan herefter cykle fra Brenderup til Middelfart på en asfalteret sti hele vejen på det tidligere jernbaneterræn.
Det er ikke en detalje. Banestien har længe været beskrevet i kommunens planer som en hjørnesten i visionen om gode stiforbindelser mellem byer, skoler, institutioner og natur. Fremrykningen afslutter realiseringen af dét projekt et år før oprindeligt planlagt.
En svingbane, der skal fjerne kendt risiko
Den tredje sag handler om svingbanen på Vandværksvej ved Toften. Her er boligområdet Toften stort set færdigudbygget, og trafikmængden er efter forvaltningens vurdering så stor, at der er væsentlig risiko for bagendekollisioner. 2,741 mio. kr. fremrykkes derfor fra 2027 til 2026.
Den videre behandling
Efter dagens behandling i Teknisk Udvalg skal sagen videre til Økonomiudvalget den 28. april og herefter til byrådet den 1. maj. Den endelige beslutning om at bruge det tidlige vindue, Banedanmark har åbnet, ligger der.
Én ud af ti importvarer er sårbar: Danmark næstmest udsat i Norden
ØKONOMI. Knap ti procent af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for forstyrrelser i international handel. Det viser en ny nordisk analyse, udarbejdet af de nordiske landes statistikkontorer under ledelse af Danmarks Statistik og offentliggjort mandag formiddag.
Af de næsten 3.300 råvarer og halvfabrikata, Danmark importerede i 2024, kan 262 karakteriseres som sårbare. Det svarer til 9,4 procent af den samlede import eller i alt 29 milliarder kroner. Det gør den danske import til den næstmest sårbare i Norden. Kun norske værdikæder er mere udsatte.
En vare defineres i analysen som sårbar, hvis tre betingelser er opfyldt. Importen skal være koncentreret på færre end fem lande. Over halvdelen af importen skal komme fra lande uden for Europa, altså uden for EU-27, Island, Norge, Schweiz, Liechtenstein og Storbritannien. Og importen må ikke umiddelbart kunne erstattes af dansk produktion.
»Selvom langt størstedelen af vores import kommer fra Europa, importerer vi også produkter, der er kritiske for vores samfund, fra lande uden for Europa. Især USA og Kina. Og det er klart, at der er en øget risiko forbundet med den handel,« siger Peter Bøegh Nielsen fra Danmarks Statistik, projektleder og hovedforfatter til analysen.
USA står for over halvdelen
Danmarks import af sårbare produkter kommer især fra USA, som tegner sig for 55 procent. Det er den højeste andel blandt de nordiske lande. Til sammenligning importerede Sverige 41 procent af sine sårbare produkter fra USA, mens Finland og Island primært får dem fra Kina. Norges import af sårbare produkter er mere spredt ud på flere lande.
Den danske import er også koncentreret på få produkter. De fem produkter med den højeste importværdi udgjorde alene næsten 86 procent af den samlede import af sårbare produkter. Råolie stod for 67 procent, og næsten tre fjerdedele af råolieimporten kom fra USA.
For en række andre sårbare produkter er afhængigheden af Kina markant. Lidt over 80 procent af importen af foto- og solceller kom fra Kina, og det samme gjorde sig gældende for kulsyre (81 procent) og kuglelejer (66 procent). For halvfabrikata af jern og stål stod andre BRICS-lande end Kina for 74 procent af importen.
Analysen er udgivet under titlen »The Value Chains of Nordics. Tracking Resilience and Vulnerabilities« og kan læses hos Nordisk Ministerråd.
Eliteklub trækker sig fra turneringen før sæsonstart
MIDDELFART. Bestyrelsen i Fjelsted Speedway Klub har besluttet at trække klubbens hold i 1. division 500 cc for den kommende sæson 2026. Det oplyser klubben i en meddelelse på Facebook.
Baggrunden er ifølge bestyrelsen logistisk. Størstedelen af klubbens bruttotrup har meldt afbud til flere af sæsonens turneringsløb på grund af løbsaktiviteter i udlandet, der falder sammen med de danske løbsdatoer.
Klubben oplyser også, at selv om Fjelsted Speedway Klub har indgået kontrakter med udenlandske kørere, er der på nuværende tidspunkt en generel usikkerhed omkring deres faktiske tilgængelighed, da de ligeledes er optaget af løb andre steder.
Det er bestyrelsens vurdering, at klubben under de forudsætninger ikke kan stille et stabilt og konkurrencedygtigt hold gennem hele sæsonen. For at udvise rettidig omhu og ansvarlighed over for turneringen som helhed ser bestyrelsen sig nødsaget til at træffe beslutningen nu.
»Vi beklager situationen dybt – både på klubbens vegne, men i særdeleshed også over for speedwaysporten og vores kørere,« skriver bestyrelsen.
Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 1. akt – iscenesættelsen
POLITIK. På valgdagen den 24. marts 2026 tog to af AVISENs redaktører til Christiansborg for at opleve, observere, dokumentere og rapportere fra valgaftenen på Borgen. Mens regeringsforhandlingerne stadig er i sine indledende faser i kølvandet på valgets resultat og dets efterdønninger, er der nu tid til at reflektere over valgaftenens forløb, indhold og indtryk, som vi i dag står tilbage med fra denne »festaften« for demokratiet. Og der er mange interessante iagttagelser at komme ind på. Det er blevet til en artikelserie i tre akter, for at blive lidt længere i dramaturgimetaforen fra tidligere samfundsanalyser. Her kommer 1. akt, som vi har valgt at kalde, cscenesættelsen.
Ankomsten
Turen over Lillebæltsbroen, Fyn, Storebæltsbroen og Sjælland foregik i let regn sidst på eftermiddagen d. 24. Trafikken var flydende, og med en enkelt kaffepause undervejs nåede vi ind i hovedstaden Københavns centrum kl. ca. 18.30. Valghandlingen var stadig i gang frem til kl. 20. For at være på den sikre side parkerede vi bilen tæt ved Politigården. P-skiven blev sat og elektronisk registreret. Fotoudstyret blev taget ud af bilen og fordelt, og vi begyndte vandringen mod Borgen. Den lette regn var stilnet af, og gåturen gik gennem et øjensynligt helt normalt bybillede for en storby.
Via Niels Brocks Gade, forbi Glyptoteket på venstre hånd, nåede vi frem til Christiansborg, drejede til venstre ad Frederiksholms Kanal og til højre ad Vindebrogade langs Thorvaldsens Museum og Christiansborgs Slotskirke, forbi rytterstatuen af Kong Frederik 7. på Christiansborgs Slotsplads, som ses til helt venstre i nedenstående billede.
ørst her konstaterede vi, at noget ikke var, som det plejer at være på en normal tirsdag i marts. Hen imod indgangen til Rigsdagsgården var der en let strøm af velklædte mennesker, og dele af politiets ryttersektion var placeret ved indgangen til Rigsdagsgården. Sammen med flere bevæbnede, gående politifolk overvågede de pladsen og situationen. Vi følte os helt trygge.
Den traditionelle opstilling af pressefolk, sikkerhedsfolk og folketingsbetjente på hovedtrappen foran indgangen til Christiansborg var for længst på plads. De særligt indbudte (VIPs) var så småt på vej op på Borgen. Vi skulle dog ind ad sideindgangen (»køkkendøren«) til højre for hovedindgangen. Her blev vi mødt af en venlig folketingsbetjent, som tjekkede vores pressekort, guidede os ind til sikkerhedstjekket og ønskede os en god aften. Sikkerhedstjekket var omhyggeligt og bestemt. Alt skulle tjekkes, og intet blev overladt til tilfældighederne. Jeg selv kom først »ren« igennem scanneren 3. gang, stadig under en venlig, præcis og bestemt, men også humørfyldt sikkerhedsvejledning af et yderst professionelt sikkerhedspersonale. En meget god og betryggende oplevelse, som holdt ved hele aftenen overalt, hvor vi så folketingsbetjente og sikkerhedspersonale involveret.
Vi var nu ankommet backstage i forhold til publikum ude bag de mange tv-skærme og kanaler rundt omkring i landet. I garderoben, som mindede mig om en miniudgave af hovedbanegårdens garderobe, efterlod vi overtøj og det fotoudstyr, som vi umiddelbart ikke skulle bruge under 1. akt.
Iscenesættelsen
Vi bevægede os herefter op ad den smalle trappe til Forhallen, »hovedscenen« og til »de 5 mindre scener«. For kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at indrette »valgfest« i nogle af de større sale/lokaler på Borgen. Socialdemokratiet i Fællessalen, Venstre i Landstingssalen, Danmarksdemokraterne i lokaler ved siden af Snapstinget, Borgernes Parti i Snapstinget og Dansk Folkeparti nærmest symbolsk, som valgets store sejrherre, i party-telt i Indre Gård. De 7 andre partier var ikke på Christiansborg denne aften. De havde valgt at holde valgfest andre steder i København, hvilket satte en underlig dæmper på udfoldelsen af demokratiets festdag på tværs af partiskel i magtens centrum, Christiansborg. Dette blev senere understreget af aflysningen af den traditionelle partilederdebat efter valgresultatets offentliggørelse. »Forestillingen« var reduceret og delt ud på endnu flere scener i forhold til tidligere.
Folketinget angiver på deres hjemmeside, at »omkring 2500 gæster og pressefolk deltog i den traditionsrige valgaften« på Christiansborg. Ca. 500 pressefolk var akkrediteret, heraf ca. 20 udenlandske medier.
Forberedelserne har været omfattende for de mange forskellige aktører, der har været involveret heri. Cirka 130 medarbejdere fra Folketingets Administration var på arbejde og hjalp med den praktiske afvikling. Hertil kom øvrigt sikkerhedspersonale, politi, beredskab og andre betydningsfulde myndigheder, som skulle sikre, at alt foregik i et elegant styret kaos med nøje indøvede og koordinerede adfærdsmønstre, som jeg vender tilbage til i 2. akt, Opførelsen, Et bevidst styret kaos.
De danske medier var naturligvis talstærkt til stede. DR var dog kun til stede i form af mindre tv-teams og bevarede sin hovedbase på hjemstationen. TV2 sendte derimod direkte fra det etablerede studie i Vandrehallen hele valgaftenen. Dette gav en unik lejlighed til at studere TV2s backstage, både når »skuespillerne« (tv-værterne og kommentatorerne) var på live og ikke var på.
Det asymmetriske informationsspil, som Erving Goffman omtaler i sin Impression Management teori (se tidligere artikel om ”Masker og Magt bag kulissen”), og de fem karakteristiske hemmelighedstyper, som foldede sig ud Back Stage, var synligt for alle 2500 gæster hele aftenen.
Her skete der mange maskeskift, ingen nævnt, ingen glemt. For en af de sorte eller måske strategiske hemmeligheder mellem pressen er, at man ikke sætter fokus og/eller stiller skarpt på pressen, når den samlede forestilling går i luften. Her lægger der sig et usynligt tæppefald mellem front stage og en fiktiv back stage, som også understøttes af andre uskrevne regler. Regler som i et vist omfang tilgodeser den enkelte journalist og fotograf rimelige arbejdsbetingelser (mulighed for spørgsmål, fotos m.v.), hvis man selv overholder disse. Denne usynlige selvjustits blandt pressen er med til at understøtte iscenesættelsen af hele forestillingen, selv om det ikke umiddelbart ser sådan ud, når forestillingen for alvor går løs. Det vender jeg tilbage til i 2. akt.
En forholdsvis ny hovedaktør, »influencerne«, var stærkt dominerende denne gang, både front stage og back stage. Et hav af mobiltelefoner, smartphones og alle mulige typer af kameraer var på arbejde hele valgaftenen. Og det gjorde, at der i forhold til tidligere ikke kun afspillede sig forestillinger fra »gammelmedierne« og de lokale tv-stationer, men fra et hav af miniforestillinger med hver sin vinkel og hvert sit indhold, aktører og tilskuere. Et multiplum af interrelaterede forestillinger, et ægte totalteater.
Så var der naturligvis også politikerne og de politiske embedsfolk, spindoktorerne og hjælperne, samt ikke mindst repræsentanter fra ungdomspartierne, der var tildelt og spillede helt særlige roller i forestillingen. Politikergruppen bestod både af de politisk opstillede kandidater, netop afgåede og tidligere folketingsmedlemmer, som blev draget af »savsmuldet i manegen«, og den helt særlige stemning og specielle spænding, der var på spil for den enkelte opstillede folketingskandidat, »Bliver jeg valgt eller vraget?«.
Først langt henne i valgfesten, og for manges vedkommende først dagen efter, når mandaterne er talt op og det enkelte folketingsmedlem er fundet, sker forløsningen, »Jeg kom ind«, eller nedturen, »Det gik ikke«. Det er svært for os andre, udenforstående, at forestille os, hvilke vilde tanker og følelser der løber igennem den enkelte kandidat sådan en aften. Jeg kommer til at tænke tilbage på kommunalvalget i november sidste år, da den daværende borgmester Christian Bro ude på Fredericia Gymnasium nævnte navnene på de 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer, der var valgt ind for den kommende valgperiode. Her så jeg glimt af en tilsvarende forløsning eller nedtur. Vi bør derfor hylde alle, der stiller sig til rådighed for vores demokrati og gør en enestående indsats, nogle gange forgæves. Det er vi ofte tilbøjelige til at glemme.
Også AVISENs to redaktører var velforberedte og havde strategien klar til at glide ind i hovedforestillingen. Selv om vi kun udgjorde under 0,1 % af det samlede antal aktører, ønskede vi at få gode observationer og reportager med hjem. Vi foretog efter ankomsten til Christiansborg derfor en taktisk og strategisk rekognoscering rundt på Borgen for at lokalisere hotspots (partiernes og de forskellige mediers lokationer) og kontakte nogle af de lokalt opstillede kandidater fra Fredericia, som var på Borgen. Vi aftalte mødesteder for interviews. Mere tilfældige samtaler med kendte politikere fra tidligere møder/interviews blev også gennemført. Derudover fastlagde vi tre forskellige mødesteder på Borgen, hvis vi blev væk for hinanden under selve forestillingen. Undervejs begyndte vi at aflæse de adfærdsmønstre, som de forskellige centrale aktører udviste, for vi skulle være helt klar, når selve hovedforestillingen begyndte.
Og her slutter 1. akt, og 2. akt, »Opførelsen«, kan begynde og kommer i næste artikel.
…… to be continued …… læs indtil da nedenstående baggrundsanalyse.
