Der sker meget på AVISENs businesssektion, Business MAGASINET. BUSINESS Sektionen er i løbet af foråret 2026 vokset til en af de mest ambitiøse erhvervsplatforme i Syddanmark — og nu er den blevet endnu stærkere.
Kernen er stadig den samme: artikler om erhvervslivet i Trekantområdet og på Vestfyn. Regnskaber, portrætter og analyser med lokalkendskab og redaktionel integritet. Men i de seneste måneder er platformen udvidet med funktioner, der rykker AVISEN Business et skridt tættere på det, de store finansmedier kan.
Det nye AVISEN Business Index viser ugens offentliggjorte regnskaber fra virksomheder i Fredericia, Kolding og Middelfart, direkte fra Erhvervsstyrelsens database. Tallene er ikke redaktionelt bearbejdede. De er hentet automatisk fra årsrapporterne, så snart de er indberettet. Omsætning, bruttofortjeneste, årets resultat, egenkapital — alt er der, for alle der vil vide, hvad der sker i det lokale erhvervsliv, før det når avisernes forsider.
En gang om måneden udgiver AVISEN Business et nyt magasin med de større erhvervshistorier, dybdegående portrætter, analyser og perspektiver på erhvervslivet i Trekantområdet og på Vestfyn.
Og så er der lederen. Chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen skriver fast om det, der rører sig i erhvervslivet. Ikke som kommentar, men som analyse. Tæt på. Direkte. Undertiden ubehageligt direkte, som da han for nylig gik EWII og selskabets bestyrelse efter i sømmene.
»Det går stærkt lige nu. Vi har ændret massivt på vores kommercielle setup, og det afspejler sig i den platform vi kan tilbyde erhvervslivet i regionen,« siger bestyrelsesformand for Danske Digitale Medier A/S, Bent Frandsen.
»Vi tager det redaktionelle ansvar alvorligt. AVISEN Business skal være stedet, erhvervsledere i Trekantområdet og på Vestfyn starter deres dag,« siger ansvarshavende chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen.
AVISEN Business kan læses på alle AVISENs platforme under business.
Skandalen i Nyborg er ikke en østfynsk hændelse. Det er en diagnose på et tilsyn, som har glemt, hvad det er sat i verden for.
Da Indenrigs- og Sundhedsministeriet i denne uge omstødte Ankestyrelsens beslutning om at lade Nyborg Kommune slippe for en tilsynssag, var det først og fremmest en bekræftelse af noget, vi allerede vidste. Ministeriet konstaterede, at Ankestyrelsens grundlag var utilstrækkeligt, og at styrelsen havde lagt for stor vægt på kommunens egne redegørelser frem for at undersøge, om loven faktisk blev overholdt i praksis. Sagen skal undersøges forfra, og styrelsen skal nu også vurdere, om Nyborg Kommune har pligt til at genoptage allerede afgjorte sager.
Det er en bemærkelsesværdig markering. Men den burde ikke være en overraskelse.
For Nyborg er ikke en enkeltstående sag. Nyborg er symptomet.
I juni offentliggjorde Rigsrevisionen sin beretning om Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne på socialområdet. Konklusionen var sjælden i sin direkthed. Statsrevisorerne kaldte tilsynet »utilfredsstillende«. Lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation, manglende opfølgning. Konsekvensen, skrev statsrevisorerne, er, at kommuner kan udøve ulovlig praksis i længere tid, og at det svækker borgernes retssikkerhed.
Tallene taler deres eget sprog. I perioden 2018 til 2024 behandlede Ankestyrelsens tilsyn 1.669 sager på socialområdet. To ud af tre blev afvist uden undersøgelse. Af de 545 sager, der blev undersøgt, endte 475 uden nogen reaktion overhovedet. Kun 70 førte til en vejledende udtalelse. Tvangsbøder eller egentlige sanktioner anvendes så godt som aldrig.
Det er ikke et tilsyn. Det er en skrivebordsøvelse.
Den dybere mekanisme er beskrevet ordret i Rigsrevisionens beretning. Tilsynet baserer sig primært på redegørelser fra kommunerne selv. Det betyder, at styrelsen ser kommunens version af sagen og sjældent dokumentation for, at en ulovlig praksis faktisk bliver rettet op. Når kommunen skriver, at man har strammet op, lægges sagen ned. Når kommunen skriver, at der er tale om en »positiv udvikling«, lukkes mappen. Det var ord for ord det, der skete i Nyborg i oktober.
Forestil sig den samme model anvendt andre steder. En politiundersøgelse, der baserede sig på den mistænktes egen redegørelse. Et arbejdstilsyn, hvor virksomheden selv afgjorde, om loven var overholdt. En revision, der bestod i at læse direktørens forklaring. Ingen ville acceptere det. På socialområdet er det praksis.
Forklaringen er for så vidt strukturel. Da tilsynet i 2017 blev flyttet fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen, fulgte hverken nye reaktionsmuligheder eller en stærkere lovhjemmel med. Den kommunale styrelseslov giver tilsynet vide muligheder for at vejlede, men snævre muligheder for at sanktionere, og kun når lovbruddet er klart og ubestrideligt. Det betyder i praksis, at en kommune kan administrere i strid med loven i årevis, uden at det får andre konsekvenser end et brev. Og brevet bliver ofte besvaret med endnu en redegørelse.
Hertil kommer en pointe, som ministeriet selv understreger i sin afgørelse om Nyborg, og som fortjener at blive læst højt. Travlhed, sygefravær, organisationsændringer eller mangel på medarbejdere er ikke en undskyldning for, at loven ikke overholdes. Det burde være en selvfølge. At det skal slås fast i et ministerielt brev i 2026, siger noget om, hvor langt vi er drevet fra det selvfølgelige.
For der er en bestemt rationalitet, som har bredt sig i forvaltningen, og som bliver synlig i Nyborg-sagen. Når en kommune erkender lovbrud i flere hundrede børnesager, og når en ekstern rapport taler om forråelse blandt medarbejderne, så er reaktionen ikke længere skam eller konsekvens. Reaktionen er en udviklingsplan. En redegørelse. En bevilling. I Nyborgs tilfælde 300 millioner kroner frem mod 2028. Pengene skal bruges til at rette op på det, der aldrig burde være sket. Og når Ankestyrelsen ser bevillingen, vurderer den, at sagen er på rette spor. Sagen lukkes.
Det er en logik, som vender retssikkerheden på hovedet. Borgerens rettigheder bliver til en projektplan. Loven bliver til en ambition. Og tilsynet bliver til en partner i kommunens egen genopretning frem for en uafhængig kontrol.
Konsekvensen rammer ikke abstrakt. Den rammer Charlotte Svensson i Nyborg, som efter ni år endnu venter på den hjemmetræning til sit handicappede barn, som Ankestyrelsen ti gange har givet hende ret til. Den rammer de hundredvis af børnefamilier, hvis sager er behandlet i strid med loven, og som aldrig får andet end et brev om en udviklingsplan. Den rammer enhver borger, der står over for et kommunalt system, hvor loven kan brydes uden at det får følger for andre end den, der er blevet svigtet.
Hvad bør der så ske.
For det første skal Ankestyrelsen have reaktionsmuligheder, der står mål med opgaven. Tvangsbøder bør kunne anvendes ikke blot ved enkeltsager, men ved systematisk og dokumenteret ulovlig praksis. Kommuner, der gentagne gange bryder loven, bør kunne pålægges en bod til de borgere, der lider overlast. Det er en kant, Liberal Alliances Katrine Daugaard har efterlyst, og den er værd at tage alvorligt på tværs af politiske skel.
For det andet skal tilsynet ikke længere kunne nøjes med at læse kommunens egen forklaring. Stikprøvekontrol, dokumentation for at retning faktisk er sket, opfølgning som fast praksis. Det burde være minimumsstandarden. Det er det ikke i dag.
For det tredje må Folketinget tage stilling til den principielle balance. I 2017 blev tilsynet flyttet uden, at man tog stilling til, om det fortsat skulle være et reelt tilsyn eller blot en juridisk formalitet. Den stilling skal nu tages.
Det handler om noget mere end Nyborg. Det handler om, hvorvidt vi vil leve i et land, hvor loven gælder, også når man er det udsatte barn, den hårdt prøvede familie eller den borger, der har brug for hjælp. Den tillid hviler ikke på paragraffer alene. Den hviler på, at nogen kontrollerer, at paragrafferne efterleves. Og når den kontrol bliver til en skrivebordsøvelse, så er det ikke bare et tilsyn, der svigter. Det er retsstatens troværdighed på det område, hvor den betyder allermest.
I Nyborg har det taget syv år, en BDO-rapport, halvtreds DR-artikler, to ministerielle redegørelser, en rigsrevisionsberetning og et indgreb fra et ministerium at nå dertil, hvor vi i dag er. Og vi er stadig kun ved begyndelsen.
Det er den pris, et svagt tilsyn koster. Den betales ikke af Ankestyrelsen. Den betales af de borgere, vagthunden var sat i verden for at beskytte.
TRAFIK. En lastbil har fredag morgen tabt sit gods på Fynske Motorvej i vestlig retning på Vestfyn. Hændelsen skete klokken 08.35 mellem afkørsel 56 og 57.
Nødsporet og den første vognbane er spærret, mens politi og redning arbejder på stedet. Anden og tredje vognbane er fortsat åbne for trafik, men der er lettere kø i området. Politiet anbefaler bilister at køre fra ved afkørsel 56 og på igen ved afkørsel 57. Ingen personer er kommet til skade ved hændelsen.
Politiet undersøger forløbet, og når det er afsluttet, skal der ryddes op på stedet.
Trafikanter må væbne sig med tålmodighed onsdag aften, hvor en af Danmarks vigtigste trafikårer er lukket helt. E20 Storebæltsbroen er onsdag aften spærret i begge retninger efter et færdselsuheld. Det oplyser Vejdirektoratet i en særmelding udsendt klokken 22.05.
Beskeden fra Vejdirektoratet er kort: “Uheld, vejen er spærret. Broen er lukket.” Første melding om uheldet kom klokken 21.57.
Der er endnu ingen oplysninger om uheldets omfang, hvor mange køretøjer der er involveret, eller om nogen er kommet til skade. Vejdirektoratet har heller ikke meldt ud, hvornår broen ventes at kunne åbne igen.
Trafikanter opfordres til at holde sig opdateret via Vejdirektoratets trafikinformation og på Storebaelt.dk.
REGION SYDDANMARK. Region Syddanmarks sygehuse og institutioner har siden mandag eftermiddag været ramt af problemer med tilgængeligheden til flere it-systemer. Regionens teknikere arbejder på at finde og udbedre fejlen, men der foreligger endnu ingen tidshorisont for, hvornår systemerne igen kører stabilt.
Region Syddanmark oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at nedbruddet skyldes et hackerangreb eller anden indblanding fra eksterne aktører.
På sygehusene betyder driftsforstyrrelserne, at arbejdsgangene flere steder er blevet mere besværlige, og enkelte afdelinger har indkaldt ekstra personale for at håndtere situationen. Det akutte beredskab er aktiveret.
»Udfordringerne udgør på nuværende tidspunkt ingen fare for syddanske patienters liv og førlighed,« siger koncerndirektør Kurt Espersen. »Alle akutte patienter håndteres, og 1-1-2 og lægevagten virker som vanligt.«
Han understreger, at borgerne ikke skal ændre adfærd som følge af nedbruddet.
»Enkelte afdelinger har indkaldt ekstra personale, da arbejdsgangene bliver mere besværlige af disse udfordringer, men patienterne skal ikke foretage sig andet, end de normalt ville gøre,« siger Kurt Espersen.
Patienter med en aftalt tid på et af de syddanske sygehuse tirsdag skal møde frem som planlagt, medmindre de får direkte besked om andet.
SPORT. Fredericia Håndboldklub kommer ikke i DM-semifinalen. Det blev afgjort søndag aften, da GOG slog Skjern 36-27 i Arena Svendborg og sikrede sig den anden semifinaleplads i pulje 1.
Med sejren har GOG syv point efter fem kampe. FHK har fire og kan maksimalt nå seks i sidste runde. Aalborg Håndbold, der allerede havde sikret sig førstepladsen, og GOG går dermed videre til semifinalerne.
For FHK blev udfaldet afgjort af de to seneste runder. Først nederlaget hjemme til GOG den 25. april på 27-29, dernæst 36-26-nederlaget i Aalborg lørdag eftermiddag.
Selv om semifinalen ikke blev nået, har FHK leveret en sæson, der vendte sig undervejs. Det krævede en sejr i sidste grundspilsrunde mod Mors-Thy at sikre slutspilspladsen, og derfra rejste holdet sig med blandt andet sejre over Melsungen i European League og 41-36 hjemme over Aalborg i den første slutspilskamp, men så gik den ikke længere.
FHK afslutter slutspillet søndag den 10. maj klokken 16 ude mod Skjern efter en svær sæson, men dog med både slutspil og Playoff i Europa.
Klokken 18.00 går det løs, når FHK på hjemmebane tager imod GOG i et opgør, hvor der er meget på spil i kampen om en plads i DM-semifinalen. Følg med her, hvor vi liveopdaterer fra kampen.
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet ud i Christiansborgs sale og gange. Oprydningen gik hurtigt i gang, og enkelte kulisser stod tilbage som tavse vidner om, at demokratiets festdag endnu engang var blevet gennemført med præcision, alvor og en helt særlig form for højtidelig uro.
3. akt var ikke formet på forhånd. 3. akt blev bevidst og ubevidst overvejet og formet undervejs: både før, under og efter 1. akt, Iscenesættelsen, og 2. akt, Opførelsen. 3. akt er på flere måder forskellig fra 1. og 2. akt. Den væsentligste er, at 3. akt aldrig slutter, men fortsætter i en uendelig række af loops, der lukkes, og nye åbnes. Nye eftertanker vil vedblive med at dukke op, også fra 1. og 2. akt. Men samtidig er 3. akt en forlængelse og fortsættelse af 1. og 2. akt.
Men det er ofte først, når lyset dæmpes, og tæppefaldet er sket, at forestillingens egentlige betydning træder frem.
I 1. akt handlede det om iscenesættelsen: ankomsten, adgangsvejene, sikkerheden, de mange aktører, de forskellige scener og hele den særlige koreografi, som allerede før stemmeurnerne var lukket, var med til at definere aftenen.
I 2. akt handlede det om opførelsen: partiledernes ankomster, deres taler, pressens jagt, ungdomsorganisationernes jubel, de korte minutter, hvor stemninger kunne vende, og de mange forsøg på at indramme valgets udfald, før den brede offentlighed for alvor nåede at fæstne sin dom.
I denne 3. akt handler det om noget andet. Ikke om endnu en genfortælling af valgaftenens forløb, men om spørgsmålet: Hvad stod tilbage, da forestillingen var slut? Hvad fortalte valgaftenen os om tilstanden i det danske demokrati? Og hvad bør vi som borgere tage med os, når tæppet er faldet, og den egentlige politiske opgave først begynder?
Når salen tømmes
På vej ud fra Christiansborg sent på natten og ud gennem det københavnske natteliv var det ikke først og fremmest de højeste jubelråb, der stod tilbage i erindringen. Det var snarere kontrasten mellem aftenens tætte dramaturgi og den pludselige stilhed bagefter.
For få timer tidligere havde alt været i bevægelse. Pressefolk og fotografer havde positioneret sig. Sikkerhedsfolk, folketingsbetjente og embedsfolk havde holdt den praktiske koreografi stram. Politikere, partifolk, spindoktorer, tidligere ministre, ungdomsorganisationer, kommentatorer, gæster og influencere havde alle haft deres roller i en samlet forestilling, hvor selv de tilsyneladende tilfældige bevægelser ofte viste sig at være del af et større mønster.
Men når sådan en aften ebber ud, sker der noget særligt med blikket. Det bliver roligere. Mere præcist. Mindre påvirket af lyden, lyset og de mange simultane indtryk. Og netop derfor bliver det muligt at se noget, som let forsvinder midt i opførelsen: at valgaftenen ikke kun var et billede på demokratiets vitalitet, men også på dets voksende fragmentering.
Det er ikke et argument for nostalgi. Ikke et suk efter en fortid, som måske i virkeligheden heller aldrig var så samlet og gennemsigtig, som vi i dag kan bilde os ind. Men det er en konstatering af, at noget har ændret sig i det demokratiske rum. Noget i formen. Noget i rytmen. Noget i vores fælles måde at være til stede på i den samme politiske fortælling.
Et mindre fælles rum
Noget af det første, der gjorde indtryk på mig allerede i 1. akt, var, at kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at holde valgfest på Christiansborg. De øvrige 7 partier havde valgt andre steder i København. Det er der naturligvis mange praktiske og politiske forklaringer på. Men symbolsk er det ikke uden betydning.
For Christiansborg er ikke bare en bygning. Christiansborg er, på godt og ondt, det fysiske og institutionelle centrum for det danske folkestyre. Når en stadig mindre del af valgaftenens samlede politiske liv udfolder sig netop dér, siger det noget om det fælles demokratiske rum. Det bliver mindre samlet. Mindre fælles. Mindre ceremonielt forankret i det sted, der ellers burde være hele folkestyrets hus.
Aflysningen af den traditionelle partilederdebat på Borgen efter valgresultatets offentliggørelse understregede dette yderligere. Også den havde selvfølgelig sine praktiske og taktiske forklaringer, fx at partilederdebatten dagen efter i Publicistklubben blev fastholdt. Men som symbol var den vanskelig at overse. For den afsluttende partilederdebat har tidligere fungeret som et slags fælles efterritual, et sidste møde mellem de centrale aktører i samme rum, hvor valgets umiddelbare dom kunne modtages, deles og fortolkes under nogenlunde fælles betingelser.
Når dette ritual bortfalder, bliver valgaftenen i højere grad til en række adskilte forestillinger. Ikke én samlet demokratisk fest, men flere parallelle fester. Ikke én fælles eftertanke, men flere samtidige og konkurrerende fortolkninger.
Og netop det peger på noget centralt: Demokratiet lever ikke kun af stemmeafgivning og mandatfordeling. Det lever også af fælles fortolkningsrum. Af steder, situationer og ritualer, hvor vi som borgere kan opleve, at forskellige partier ganske vist er uenige, men stadig tilhører den samme overordnede politiske orden.
På valgaftenen 2026 var dette fællesrum til stede, men det virkede mindre, end traditionen tilsiger.
Et multiplum af forestillinger
Samtidig blev det tydeligt, at det fælles rum ikke blot er blevet mindre; det er også blevet mere komplekst.
Valgaftenen udspillede sig ikke alene i Fællessalen, Landstingssalen, Snapstinget, Indre Gård eller i de tilstødende gange. Den udspillede sig også på mobilskærme, i direkte tv-transmissioner, i korte videoklip, på sociale medier, i influenceres livesendinger og i et utal af små parallelle udsendelser med hver deres vinkel, rytme og publikum.
Det var med andre ord ikke kun »gammelmediernes« forestilling. Det var et multiplum af interrelaterede forestillinger. Set i lyset af Erving Goffmans dramaturgiske teori er det en væsentlig pointe. Front Stage er ikke længere én scene. Back Stage er ikke længere ét afgrænset rum. Outside er ikke længere en passiv zone, hvor de udenforstående blot betragter begivenhederne på afstand. I dag er »de udenforstående« selv aktive medproducenter af forestillingen. De filmer, deler, kommenterer, sammenligner og omfortolker i realtid.
Det har en demokratisk styrke. Flere kan komme til orde. Flere vinkler bliver synlige. Flere lag af virkeligheden slipper igennem.
Men det har også en pris. For når opmærksomheden spredes på så mange samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde et fælles blik. Vi ser ikke længere nødvendigvis det samme. Vi oplever ikke længere nødvendigvis den samme rækkefølge. Vi drager ikke nødvendigvis de samme konklusioner ud fra de samme hændelser.
Det stiller større krav til borgernes egen dømmekraft. Og det øger betydningen af det, jeg i mine tidligere samfundsanalyser har peget på som behovet for en meningsfuld fælles fortælling. For uden et sådant meningsbærende grundlag risikerer det demokratiske rum at blive opløst i enkeltstående indtryk, løsrevne stemninger og konkurrerende øjebliksbilleder.
Fortællingen efter dommen
Noget af det mest interessante ved valgaftenen var ikke blot resultaterne i sig selv og spredningen af stemmerne på de 12 indvalgte partier, men den hastighed, hvormed partilederne forsøgte at definere, hvad resultaterne skulle betyde.
Det er i sig selv ikke mærkeligt. Tværtimod. I politik begynder kampen om fortolkningen ofte i samme sekund, tallene tikker ind. Valgaftenen er derfor ikke blot en måling af vælgernes dom; den er også et intenst forsøg på at forme dommens betydning.
Her viste aftenen flere markante eksempler.
Hos Dansk Folkeparti var der en tydelig sammenhæng mellem resultat og fortælling. Den store fremgang gjorde det muligt for Morten Messerschmidt at tale ind i en reel triumf. Her passede Front Stage og de faktiske tal godt sammen. Forestillingen havde et troværdigt forhold til den målbare virkelighed.
Hos Borgernes Parti var fortællingen en anden, men lige så tydelig: outsideren, der trods hån, tvivl og modstand alligevel brød igennem. Også her var der en indre sammenhæng mellem rollen, retorikken og den oplevede sejr.
Mere komplekst blev det hos andre.
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, formulerede tilbagegangen som »en lille bitte smule« og placerede dermed partiets valgresultat i en fortælling om fortsat styrke og robusthed. Troels Lund Poulsen, Venstre, kunne med rette glæde sig over, at Venstre blev det største blå parti, men samtidig var resultatet historisk svagt for netop Venstre. Og hos Socialdemokratiet blev et af partiets dårligste valg i nyere tid (i 123 år) pakket ind i fortællingen om fortsat at være danskernes foretrukne parti.
Her er det fristende at nøjes med at tale om spin. Men det ville være for letkøbt. For i Goffmans perspektiv er dette ikke blot manipulation. Det er også et nødvendigt led i teamets opretholdelse af situationens definition. Når et parti står i medgang eller modgang, er partilederens opgave ikke alene at aflæse resultatet teknisk korrekt. Opgaven er også at holde sammen på holdet, beskytte dets værdighed, bevare dets energi og forhindre, at hele forestillingen kollapser i det øjeblik, dommen falder.
Derfor er valgaftenen fyldt med impression management. Ikke kun i overfladisk betydning, men som en grundlæggende del af den politiske praksis.
Alligevel er der en grænse. For når afstanden mellem det sagte og det sete bliver for stor, registrerer publikum det. Ikke nødvendigvis som et færdigt argument, men som en fornemmelse. Et ansigtsudtryk. En tøven. En kunstpause. En klapsalve, der lyder mere pligtmæssig end overbevist. Goffmans skelnen mellem det, der bevidst »gives«, og det, der mere ufrivilligt »gives off«, bliver her særlig vigtig. Ofte er det netop i spændingen mellem disse to niveauer, at aftenen begynder at tale sandere end de enkelte taler.
De indre dæmoner i valgaftenens spejl
I min tidligere samfundsanalyse om det »glemte« valgtema og »de indre dæmoner« forsøgte jeg at sætte ord på nogle af de underliggende kræfter, som hæmmer den demokratiske udvikling: meningsløshed, magtfuldkommenhed, mistillid, én-virkelighedstænkning og bureaukratisk tilsanding, blot for at nævne nogle.
Valgaftenen på Christiansborg gav ikke det fulde billede af disse strømninger. Men den gav glimt af dem.
For det første viste aftenen tegn på en voksende fragmentering. Når det fælles demokratiske rum bliver mindre, og den offentlige opmærksomhed spredes på stadig flere samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde en fælles fortælling om, hvad der egentlig er på spil. Det øger risikoen for meningsløshed, ikke nødvendigvis fordi der mangler budskaber, men fordi der er for mange, der peger i hver sin retning.
For det andet så vi magtens og informationsasymmetriens betydning. Adgangsvejene var bevogtede. Tidspunkter, placeringer, bevægelsesmønstre og medieadgang var nøje kontrolleret. Det er i sig selv nødvendigt og forståeligt. Men det minder os også om, at demokratiet ikke kun er åbenhed. Det er også styring, udvælgelse og selektiv synlighed.
For det tredje så vi, hvordan mistillidens mulighed hele tiden lurer lige under overfladen. Ikke som åben konflikt eller sammenbrud denne aften, men som en latent risiko. Når ord og virkelighed glider for langt fra hinanden, opstår det øjeblik, hvor borgeren begynder at tænke: Taler de til mig, eller forbi mig?
Og for det fjerde blev forestillingen om én virkelighed udfordret fra alle sider. Hvert parti havde sin egen læsning af aftenen. Hver medieplatform havde sin egen vinkel. Hver lille scene producerede sin egen udgave af det fælles øjeblik. Det er på én gang en styrke og en svaghed. En styrke, fordi virkeligheden ikke monopoliseres af én stemme. En svaghed, fordi det fælles orienteringspunkt dermed kan blive sværere at finde.
Demokratiets styrke, trods alt
Midt i disse kritiske iagttagelser er det vigtigt at holde fast i noget andet, som også stod tilbage efter valgaftenen.
Der blev, så vidt jeg ved, ikke sat spørgsmålstegn ved selve valghandlingens legitimitet. Der blev ikke talt om valgsvindel. Ikke om manipulerede stemmer. Ikke om et system, der grundlæggende havde mistet sin ret til at dømme. Det er i sig selv en demokratisk styrke.
I en tid, hvor flere demokratier omkring os kæmper med langt mere grundlæggende erosion af tillid til selve valgprocessen og demokratiet, er det ikke nogen lille ting, at den danske valgaften, trods al fragmentering, trods alle strategiske iscenesættelser og trods alle de konkurrerende fortællinger, stadig hviler på en grundlæggende accept af, at resultatet var resultatet.
Det bør vi aldrig tage for givet.
Det danske demokrati er ikke uden problemer. Men det danske demokrati er heller ikke uden modstandskraft. Og netop derfor giver det mening at insistere på den grundlæggende debat om dets videre udvikling, ikke som et opgør med folkestyret, men som et forsøg på at styrke det i en foranderlig tid, før det langsomt tømmes for fælles mening.
Fra forestilling til forpligtelse
Når jeg ser tilbage på valgaftenen 2026, er det derfor ikke konklusionen, at politik blot er teater. Det ville være en for simpel og for lidt forpligtende dom.
Et demokrati har altid haft brug for ritualer, symboler, scener og ceremonier. Det gælder også valgaftenen. Iscenesættelsen er ikke i sig selv problemet. Den er en del af den måde, et politisk fællesskab gør sig synligt for sig selv på.
Problemet opstår først, når iscenesættelsen bliver stærkere end den fælles meningsskabelse. Når forestillingen ikke længere hjælper borgeren til at forstå virkeligheden bedre, men tværtimod gør den mere uklar. Når selvfortællingerne bliver så stærke, at de skubber den fælles virkelighed til side. Når det fælles demokratiske rum bliver så fragmenteret, at vi mister oplevelsen af, at vi, trods uenigheder, stadig står i den samme overordnede fortælling.
Her vender jeg tilbage til det spor, der har løbet gennem mine seneste samfundsanalyser: At mening ikke blot er noget individuelt, men noget vi skaber og bærer i fællesskab. Viktor Frankl minder os om det personlige ansvar for retning og holdning. Karl E. Weick minder os om, at mening altid formes i samspillet mellem mennesker, handlinger og fælles fortolkninger.
Set i det lys viste valgaftenen ikke bare, hvem der vandt og tabte. Den viste også, hvor stort behovet er for en ny, mere grundlæggende demokratisk samtale om det, der ligger under mandatfordelingerne: Hvad er vores fælles fortælling? Hvad holder os sammen? Hvilken retning giver mening, ikke kun for partierne, men for samfundet?
Når tæppet falder, og lyset slukkes
Eftertanken begynder derfor for alvor først nu. Ikke fordi valgresultatet skal omgøres eller bortforklares. Ikke fordi forestillingen var falsk, og alt bag scenen nødvendigvis er mere ægte. Men fordi enhver valgaften kun er et øjeblik i et længere demokratisk forløb. Når tæppet falder, begynder arbejdet med det, der skal bære samfundet videre bagefter.
Valgaftenen 2026 viste et demokrati, der stadig har ritual, alvor og symbolsk kraft. Men den viste også et demokrati, hvis fælles rum er blevet mindre, mere fragmenteret og mere afhængigt af konkurrerende former for impression management.
Det forpligter ikke kun politikerne. Det forpligter også os som borgere.
For vores fælles opgave er ikke blot at lade os underholde, begejstre eller provokere af forestillingen. Vores opgave er at fortolke den. At spørge, hvem der efter applausen faktisk kan skabe sammenhæng, fællesskab og handling. Hvem der kan bære mere end en rolle. Hvem der kan omsætte ord til ansvar og handling. Og hvem der kan være med til at give det danske demokrati en stærkere fælles fortælling i den tid, der nu følger. Og ikke mindst hvad vi som borgere i det danske demokrati bør forpligte os til at bidrage med for at skabe et sundt og bæredygtigt demokrati, der også fremadrettet kan håndtere virkelighedens udfordringer, hvad end den må bringe.
Valgaftenen er slut. Eftertanken fortsætter. Resultatet af de igangværende regeringsforhandlinger vil forhåbentlig give os en samlet overordnet fortælling, der vil give mening for de fleste af os, også i fremtiden.
REGIONALT. Det udvalgsmøde, Cecilie Liv Hansen mandag deltog i som næstformand for Sundhedsråd Lillebælt, kan blive hendes sidste. Det skriver hun selv på LinkedIn samme aften, kort før regionsrådet tirsdag tager stilling til hendes politiske fremtid i to af regionens centrale udvalg.
Cecilie Liv Hansen, der er folketingsmedlem, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem i Kolding, blev efter folketingsvalget ekskluderet af Liberal Alliance. Hun har siden fortsat som løsgænger i alle tre forsamlinger. Nu har hendes tidligere regionsrådskollega, Bettina Eriksen fra Liberal Alliance, indstillet, at Cecilie Liv Hansen afsættes som næstformand i både Sundhedsråd Lillebælt og Forretningsudvalget i Region Syddanmark.
»Det er en indstilling, jeg naturligvis ikke kan bakke op om. For på trods af, at jeg ikke længere er en del af et parti, er jeg fortsat folkevalgt, og mit mandat indgår i konstitueringen på lige fod med de øvrige 30 medlemmer af Region Syddanmark,« skriver Cecilie Liv Hansen på LinkedIn.
Hun mener, at indstillingen er udemokratisk og i strid med en intern aftale, hun og Bettina Eriksen tidligere indgik. Aftalen byggede ifølge Cecilie Liv Hansen på, at hun ved kommunalvalget i november 2025 fik knap dobbelt så mange personlige stemmer som Bettina Eriksen.
»For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg er næstformand eller ej. Men hvis der er flertal for indstillingen, vil konsekvensen være, at jeg skal forlade begge udvalg, og det er netop her, det bliver et demokratisk problem, da det i høj grad er i udvalgene, at politikudviklingen finder sted, og jeg dermed vil blive sat uden for indflydelse,« skriver hun.
Cecilie Liv Hansen finder det også bemærkelsesværdigt, at netop Bettina Eriksen står bag indstillingen.
»Eftersom hun selv valgte at beholde sin næstformandspost i Kerteminde Byråd, da hun forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance,« skriver Cecilie Liv Hansen.
Hun understreger, at hun fortsat står på mål for de politiske udmeldinger, hun er kommet med, og den politik, hun har ført, og at hun vil fortsætte med at kæmpe for den liberale ideologi og føre borgerlig politik.
Indenrigsministeriet har vurderet sagen
Indstillingen om at fratage Cecilie Liv Hansen næstformandsposterne kommer efter, at Liberal Alliance har anmodet om at få posterne tilbage. Bettina Eriksen, der efter eksklusionen er partiets eneste medlem af Region Syddanmark, oplyser ifølge TV 2 Fyn, at sagen har været forelagt Indenrigsministeriet, som har konkluderet, at regionsrådet kan afsætte næstformænd begrundet i politiske forhold.
Forvaltningen i Region Syddanmark indstiller ifølge dagsordenen for mandagens regionsrådsmøde, at det er op til regionsrådet at træffe beslutningen.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) har til DR oplyst, at hans umiddelbare holdning er, at det er Liberal Alliance, der skal sidde i forretningsudvalget. Han pegede dog på, at det er en ny mulighed i regionsloven, og at sagen først skulle drøftes i hans gruppe.
Cecilie Liv Hansen blev ved kommunalvalget i november 2025 valgt til både Region Syddanmark og Kolding Byråd. Ved folketingsvalget i marts blev hun valgt i Sydjyllands Storkreds med 2.569 personlige stemmer som Liberal Alliances stemmesluger. Få dage senere blev hun ekskluderet, fordi partiet vurderede, at hun havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen.
Hun er fortsat løsgænger i Folketinget, i Region Syddanmark og i Kolding Byråd.
SPORT. Det var Fredericia Basketball Klub, der havde værtsrollen, da Final Four Vest i U13 mesterrækken for drenge blev spillet i Hal 3 i Fredericia Idrætscenter lørdag og søndag. Fire af Vestdanmarks bedste U13-hold var med, og weekenden bød på fire kampe fordelt over to dage.
Lørdagens to semifinaler bød på kampe med høj intensitet og spilleglæde fra alle fire hold. Aabyhøj sikrede sig en plads i finalen med en sejr over Svendborg, mens Horsens i den anden semifinale vandt over Skovbakken.
Svendborg-holdet fra Final Four Vest U13 samlet i Fredericia Idrætscenter.
Dermed var finaledeltagerne fundet, og både Svendborg og Skovbakken skulle spille om bronzen søndag.
Bronzekampen: Skovbakken kom stærkt tilbage
Bronzekampen var længe lige. Svendborg lagde stærkt ud og havde en klar føring efter første periode. Men Skovbakken kæmpede sig tilbage, vendte kampen og endte med at dominere de sidste tre perioder.
Slutresultatet blev 86-54 til Skovbakken, som dermed tog bronzemedaljerne med hjem.
Der var bronze til Skovbakken, som kæmpede sig tilbage fra en tidlig Svendborg-føring.
Finalen: Aabyhøj satte tempoet fra start
I finalen mødtes Aabyhøj og Horsens, som begge havde spillet sig sikkert gennem semifinalerne. Begge hold kæmpede bravt og viste stærk spillermoral, men Aabyhøj var overlegne i tempo og tog føringen fra første nedkast.
Horsens tog sølvmedaljerne efter finalenederlaget til Aabyhøj på 60-71.
Aabyhøj vandt 71-60 og kunne dermed løfte pokalen som Final Four Vest-mestre i U13-rækken.
Fyldte tribuner hele weekenden
Stemningen i Hal 3 var intens gennem hele weekenden. Mange tilskuere, forældre og bedsteforældre var mødt frem for at støtte holdene, og både Horsens’ og Skovbakkens flag var synlige oppe på tribunen under kampene.
FBBK havde som værtsklub ansvaret for den praktiske afvikling af alle fire kampe, og weekenden blev både på banen og uden for banen en af sæsonens større basketballbegivenheder i Fredericia.
