En stille formiddag på Othello Plejehjem i Fredericia bliver til noget særligt. Kaffekopper klirrer svagt på bakkerne, rollatorer skubber sig langsomt frem over gulvet i Oasen, og en stemning af mild forventning ligger i luften. Her, blandt planter, tæpper og fotos fra et levet liv, har Teaterforeningen Lillebælt slået et lille kulturelt hul i hverdagen.
To skuespillere – Mads Kronborg ved klaveret og Christian Bergman med mikrofonen – træder frem. De repræsenterer Teater Next, og foran et publikum af byens ældste borgere folder de forestillingen Der kommer altid en sporvogn ud. Et titelnummer, der næsten er et løfte i sig selv: at livet, på trods af alt, altid bringer noget nyt forbi.
Sven Gyldmarks eviggyldige og elskede sange bliver vakt til live igen. Publikum nynner med på »Er du dus med himlens fugle«, »Du er min øjesten« og selvfølgelig »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«. For mange er det ikke bare melodier – det er minder fra ungdommen, fra biografsale og køkkenradioer, fra Dirch Passer og Ove Sprogøes tid som de to ungkarle, der med charme og sang konkurrerede om blikkene fra byens kvinder.
»Vi gjorde det i går,« fortæller Vanessa Knudstorp, bestyrelsesmedlem i Teaterforeningen Lillebælt. »Det var en forestilling, som egnede sig til et plejehjem, og så tænkte vi: hvorfor skulle vi ikke prøve det? Det er jo ikke sådan et område, hvor der sker så meget, tror jeg. Jeg arbejder ikke selv på plejehjem, men det er min fornemmelse, at det ikke er de ældste borgere, der bliver tilgodeset med sådan en kultur. Så derfor tænkte vi, at vi ville slå et slag for det.«
I Othellos fællesrum, Oasen, var der dæmpet summen, inden musikken begyndte. Beboere blev trillet ind, nogle med tæpper over benene, andre med rollatorer, og i hjørnet stod to unge mænd med instrumenter og et lille klaver.
»Det var en lille bitte forestilling med to skuespillere, som kommer med musikinstrumenter, og så synger de faktisk nogle af de gamle sange og laver et lille bitte show. Det er meget lille, men nærværende,« siger Vanessa Knudstorp, bestyrelsesmedlem i Teaterforeningen Lillebælt.
Det var hende, der tog initiativet til, at forestillingen overhovedet blev spillet på plejecentret.
»Jeg tog kontakt til Othello og spurgte, om det var noget, de var interesserede i, og det greb de med det samme. Og så afviklede vi det i går,« fortæller hun. Der var ikke tale om en åben forestilling, men et arrangement særligt for stedets beboere og deres pårørende.
»Det viste sig at være bedst, at det var beboerne på Othello, og så dagcenterets brugere og eventuelt pårørende. Vi fik hængt plakater op ude på Othello og lagt et lille filmklip i deres lukkede Facebook-gruppe, hvor skuespilleren fortalte, hvad det var, de skulle. Jeg vil tro, der var mellem 40 og 50 i går. Det var alt fra beboere, der blev kørt i kørestole, til nogen der kom med rollator, og nogen der selv kunne gå.«
Da alle havde fundet deres pladser, sænkede roen sig. Musikken fyldte rummet, og stemningen ændrede sig stille.
»Så var vi bænket derinde, og så havde vi sådan en hyggelig 45 minutter. Det var faktisk meget rørende, fordi de der sange, de sætter jo også noget i gang. Sådan minder man ikke også. Det var helt tydeligt at se. De kunne både synge med, men der var også flere, der blev bevæget undervejs, fordi de måske har mistet en ægtefælle, eller måske sad sammen med deres ægtefælle.«
Da forestillingen sluttede, blev der ikke travlt med at rejse sig. Mange ville sige tak.
»De var meget begejstrede, og så var der faktisk en stor taknemmelighed over, at der var nogen, der ville komme og optræde for dem,« siger Vanessa. »De her to unge fyre, som synger – Mads og Christian Bergman – de gik hen til beboerne bagefter, og folk fortalte dem, at de kendte sangene udmærket godt, og hvor dejligt det var, at de kom.«
Om det bliver begyndelsen på en ny tradition, er endnu uvist.
»Jeg vil ikke afvise det, men det er jo ikke min beslutning alene. Men jeg synes, det var vigtigt, at vi som samarbejdspartner med kommunen også gjorde noget for et segment af borgere, som måske ikke bliver tilgodeset. Nu var det en relativ lille forestilling, så derfor valgte vi at springe ud i det.«
Hun smiler, når hun tænker tilbage på dagen. For Vanessa Knudstorp og Teaterforeningen Lillebælt blev det mere end et arrangement – en påmindelse om, hvor meget de små formater kan betyde.
»Alt i alt var det en fin lille ting, der blev ført op – og for de andre borgere i kommunen også.«
