Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.
I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.
Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.
En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv.
Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.
Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel.
Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.
Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen.
En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.
Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.
Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.
At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.
Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.
John E. Nyborg
Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet
Kongensstræde 8A, Fredericia
Martin Ramsdal Pedersen
Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne
Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia
