For få måneder siden lå EM langt uden for rækkevidde. Onsdag stod Thomas Arnoldsen pludselig midt i det hele, da Danmark slog Norge og spillede sig i semifinalen. Vejen dertil har været præget af tålmodighed, genoptræning og en krop, der – mod forventning – var klar, da der blev ringet.

Der findes comeback-historier, der næsten kræver store ord. Og så er der dem, hvor kontrasterne i sig selv fortæller det meste. Thomas Arnoldsen befinder sig i den sidste kategori. Ikke fordi historien mangler drama, men fordi springet fra hverdagen til EM-pludselighed er så konkret, at det næsten står af sig selv.

Onsdag aften vandt Danmark 38-24 over Norge, og med sejren er Danmark klar til EM-semifinalen fredag mod Island. For Arnoldsen var kampen ikke bare endnu et skridt i turneringen, men kulminationen på et forløb, der for få måneder siden så helt anderledes ud.

Et skinnebensbrud i efteråret havde sat ham ud i omkring 12 uger, og med den tidshorisont virkede EM ikke bare usikkert, men reelt urealistisk. Derfor er det også svært for ham selv helt at forklare, hvor han står nu – midt i en slutrunde, netop indkaldt i truppen, foran et fyldt Jyske Bank Boxen.

»Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Især på grund af kontrasten. For en uge siden spillede jeg foran 50 mennesker i Hadsund Hallen, og nu står jeg foran 15.000. Det var virkelig en fed oplevelse.«

Indkaldelsen kom uden varsel og uden tid til at gøre hverdagen klar. Ikke som et langt tilløb, men som en besked, der vendte døgnrytme og planer på hovedet.

»Jeg fandt ud af det efter Tyskland-kampen. Der skrev han til mig, at jeg skulle møde ind klokken 10, så jeg nåede ikke rigtig at pakke. Jeg skulle tidligt op og afsted.«

Der havde været dialog undervejs. En fornemmelse af, at noget kunne være på vej, men også en klar erkendelse af, at det lige så godt kunne ende anderledes.

»Selvfølgelig havde vi været lidt i dialog om det og om, hvordan det hele gik. Men jeg vidste også godt, at der var en chance for, at jeg ikke skulle med herned.«

Det er en position, hvor man balancerer mellem håb og realisme.

»Det giver lidt spænding, men man forbereder sig også på, at det måske ikke bliver til noget.«

Netop derfor er lettelsen også tydelig nu.

»Derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at jeg står her nu.«

Ser man bare to måneder tilbage, havde han ikke selv set det komme.

»For to måneder siden havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle stå her i dag.«

Dengang var beskeden klar.

»Jeg fik at vide, at jeg ville være ude i omkring 12 uger, og så kunne jeg godt regne ud, at det her ikke var realistisk.«

Alligevel ændrede det ikke ved arbejdsindsatsen. Tværtimod.

»Da jeg fik at vide, at jeg var med i bruttotruppen, tænkte jeg, at der var en chance for, at jeg kunne blive udtaget, men det var langt fra sikkert.«

Derfor blev der skruet op tidligere, end planen egentlig tilsagde.

»Derfor begyndte jeg også at arbejde og træne lidt tidligere, fordi det var nødvendigt, hvis benet skulle være stærkt nok til at stå her.«

Det var et valg uden garantier.

»Jeg er rigtig glad for, at det arbejde har båret frugt.«

Kroppen har reageret bedre, end han selv havde turdet håbe, og det er en afgørende del af forklaringen på, at han står her nu – ikke som et projekt, men som en spiller, der igen kan belastes uden konstant at mærke efter.

»Jeg mærker overhovedet ikke noget til skaden.«

Det betyder ikke, at pausen ikke har sat sine spor. En længere periode uden kamp viser sig også andre steder.

»Det eneste er, at min krop har taget lidt på, fordi jeg har været ude i lang tid.«

Det er ikke noget, han gør stort ud af.

»Det må jeg lige arbejde lidt med hjemme på hotellet.«

Det afgørende er, at kroppen ellers svarer igen.

»Men ellers mærker jeg ingenting.«

Spørgsmålet handler derfor mindre om skaden og mere om kampformen. Den kan ikke genskabes fuldt ud på træningsbanen, uanset hvor struktureret arbejdet har været.

»Om jeg kan spille 60 minutter? Det ved jeg ikke.«

Han er realistisk.

»Kampformen er selvfølgelig ikke helt på plads endnu.«

Onsdagens kamp blev dog en positiv erfaring. Ikke bare fordi Danmark vandt stort, men fordi han selv fik mere spilletid, end han havde regnet med, og oplevede, at kroppen kunne følge med.

»Jeg fik mange minutter i dag, og det gik bedre, end jeg selv havde forventet.«

Forskellen mellem træning og kamp forsvinder ikke, men den blev mindre.

»Der er selvfølgelig forskel på træning og kamp. Kroppen har dog reageret fint på det.«

Midt i det hele ligger kontrasten, som Arnoldsen vender tilbage til igen og igen – ikke som pointe, men som konstatering. Hverdagen, der stadig er tæt på, selv om rammerne nu er helt anderledes.

»Ja, jeg har samlet et IKEA-skab.«

Overgangen er næsten sværere at forklare end selve skadescomebacket.

»Kontrasten fra at være hjemme i lejligheden i Aalborg og samle et klædeskab til at stå her, er ret vild.«

Detaljerne hænger ved.

»Det var et stort skab med tøj og det hele, og det tog nogle timer og gav også et par frustrationer.«

Perspektivet er til gengæld klart.

»Til sidst er det altså bedre at stå inde i boksen end derhjemme og samle det næste IKEA-skab.«

Fredag venter semifinalen. For Thomas Arnoldsen ikke som kulminationen på et nøje planlagt forløb, men som resultatet af tålmodighed, hårdt arbejde – og en krop, der var klar, da det uventede opkald kom.