Fyns Politi har det seneste døgn registreret en række indbrud og færdselsuheld – særligt i Odense-området, hvor to mænd onsdag aften blev anholdt i forbindelse med et indbrud.

På Søgårdsvej i Odense N rykkede patruljer hurtigt ud til et indbrud, der var i gang. En mand med rygsæk, elefanthue og koben blev set forlade stedet. Kort efter blev en bil standset, og to personer – en 38-årig mand fra Nyborg Kommune og en 35-årig mand fra Odense Kommune – blev sigtet for indbrud. På adressen havde de blandt andet sat stole klar til afhentning.

Tidligere på aftenen blev et indbrud på Egilsvej i Odense NV afbrudt, da beboeren overraskede gerningsmanden. Han flygtede via haven og videre mod Langesøstien. Signalementet lyder på en høj mand iført mørkt tøj.

Flere indbrud rundt på Fyn

Der er også anmeldt indbrud i Broby på Kohavegyden, hvor der er stjålet fiskeudstyr efter opbrudt vindue.

I Martofte på Fynshovedvej er der konstateret knust rude i forbindelse med indbrud, og i Odense C på Vesterbro er en pung stjålet ved et tricktyveri. Her henvendte en mørkhåret kvinde sig til forurettede og spurgte om anbefaling af æbler – hvorefter pungen forsvandt fra tasken. Der blev efterfølgende forsøgt hævninger på betalingskortene.

Endnu en pung er stjålet fra lomme i Odense, hvor der også er foretaget hævninger.

Færdselsuheld og narkokørsel

I Årslev skete der onsdag aften et færdselsuheld på Bramstrupvej, hvor en bilist overtrådte sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran en anden bil. Ingen personer kom til skade.

På Middelfartvej i Odense V blev en 33-årig mand standset efter at have overhalet højre om i et kryds. Han testede positiv i en narkotest, og der blev fundet euforiserende stoffer i bilen.

I Overgade i Odense C blev en 18-årig mand fra Nyborg Kommune sigtet, efter han i alkoholpåvirket tilstand gik rundt med afspærringsmateriel fra vejarbejde og nægtede at efterkomme politiets anvisninger.

I Svendborg blev en 51-årig mand fra Ringsted Kommune sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.